Kørt over med b-kæden: I dag er det Danmarks tur til storsejr

Trods en reduceret trup lover Nikolaj Jacobsen tilskuerne en god oplevelse i Boxen i aften

Se optakt til aftenens kamp mod Saudi-Arabien her. Video: Jens Dresling

HERNING (Ekstra Bladet): Selvom Saudi-Arabien ligner det svageste hold ved VM, og selvom Nikolaj Jacobsen kun stiller med 15 mand til aftenens kamp, bliver der ikke taget let på tingene.

Ved træningen søndag aften i Boxen blev der indøvet flere systemer, som skal tages i brug mod de arabiske håndboldsheiker, som har fået læsterlige klø i holdets første to kampe.

Senest blev saudierne kørt over af Norge, som stort set udelukkende spillede med b-kæden.

Nikolaj Jacobsen stiller ikke med en fuld trup på 16 mand til kampen mod Saudi-Arabien. Det skyldes, at Casper U. Mortensen fik et tryk på knæet i kampen mod Tunesien. Han står derfor over i dag.

Men trods en reduceret trup fortæller landstræneren, at det danske hold vil komme ud til kampen for fuld udblæsning og med samme udtryk som i opgørene mod Chile og Tunesien.   

- Vi skylder de 15.000 tilskuere, der kommer i Boxen, en god oplevelse. Det lover jeg, vi vil gøre alt for.

- Opbakningen betyder meget for os, og vi vil ikke skuffe, selvom kampen for så vidt er gratis for os. Forstået på den måde, at Saudi-Arabien næppe kommer med videre til mellemrunden, siger Nikolaj Jacobsen.

Den indledende gruppe består af seks hold, og heraf går de tre bedste videre til mellemrunden. Holdene, der går videre, får de point med, som de har tjent i de indbyrdes kampe.

Det betyder, at for eksempel Danmark maksimalt kan få fire point med til mellemrunden.

Derfor kan Nikolaj Jacobsen kalde kampen mod saudierne for en gratis omgang. Det betyder dog ikke, at der bliver taget let på tingene.

- Men vi vil prøve nogle ting. Jeg kan spille med tre højrehåndede bagspillere, og jeg kan også spille syv mod seks. Der er flere muligheder. Vi vil også se nogle nye konstellationer i forsvaret.

- Vi vil også gerne spille bredt, så jeg regner med, at Morten Olsen og Nikolaj Markussen får en del spilletid, og så kan jeg måske spare Mikkel Hansen og Rasmus Lauge lidt. Vi skal tænke på, at der allerede er en ny kamp i morgen mod Østrig, siger Nikolaj Jacobsen.

Se også: Nyt uheld og ny fødsel: Flere VM-kvaler for Danmark

Se også: Dansk VM-debutant jubler: Ubeskriveligt, gåsehud, det største

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere