Der skal skiftes ud på de ledende poster i den danske håndboldklub KIF Kolding.
Tirsdag oplyser klubben i en pressemeddelelse, at bestyrelsen trækker sig, fordi det ikke er lykkedes at få økonomien til at hænge sammen til den kommende sæson.
Klubben har blandt andet forsøgt at forhandle en aftale om lønnedgang på plads med spillerne, men det er ikke lykkedes, lyder det.
- På baggrund af Covid-19-situationen er det KIF-bestyrelsens opfattelse, at man på et par måneder inden sommerferien og ligastart ikke vil være i stand til at fremskaffe de økonomiske sponsormidler, der skal til for at drive klubben i den første halvdel af sæsonen.
- Derfor er det ærgerligt, at vi ikke kunne få enderne til at nå sammen, men skulle der være andre, som mener, de kan løfte denne opgave, er de hjertelig velkommen til at kontakte os, siger afgående bestyrelsesformand Brian Stein i pressemeddelelsen.
Mastodont i dansk håndbold
Bestyrelsen vil formelt trække sig på en generalforsamling om to uger, lyder det.
KIF Kolding er blandt de mest succesfulde klubber inden for dansk herrehåndbold i nyere tid, men har de seneste år kæmpet med en hårdt ramt klubkasse. I slutningen af marts sagde man på grund af økonomiske problemer farvel til cheftræner Ulf Sivertsson.
Men det blev ingenlunde løsningen på den finansielle problematik, der graver sig dybt ned i klubben.
Tidligere i maj fremlagde den nu afgående bestyrelsesformand Brian Stein de triste udsigter over for Ekstra Bladet. Og han var helt klar mælet.
- Vi er hårdt ramt, og det står da virkelig slemt til. Der er dog ikke nogle ude fra, som har truet os med konkurs. Det er os selv, der er gået ud og har grebet ind her. Vi bliver nødt til at sige til vores omgivelser, at vi har respekt for, at virksomhederne ikke kan komme og give os 75.000 eller lignende, fortalte Stein ved den lejlighed.
KIF Kolding er langt fra den eneste håndboldklub, der har været hårdt ramt under coronakrisen.
Flere professionelle danske hold er ramt på både herre- og damesiden.
Håndboldsæsonen blev 20. april lukket ned før tid, uden at alle kampe blev spillet.
KIF Kolding sluttede som nummer 12 i Primo Tours Ligaen. Aalborg Håndbold blev kåret som mester.
Rekorden for flest DM-titler indehaves af netop KIF Kolding, der har taget guldet 14 gange.