Kong Hans om farlig afslutning: Derfor valgte jeg skruebolden

Hans Lindberg var manden, der med en modbydelig skruebold lukkede det nordiske brag mod Sverige ved VM. Og den kolde fløj var ikke i tvivl om, hvor han risikere det hele med en skruebold

Hans Lindberg endte med at blive helten efter en vanvittig afslutning. Foto: Lars Poulsen.
Hans Lindberg endte med at blive helten efter en vanvittig afslutning. Foto: Lars Poulsen.

PARIS (Ekstra Bladet): Det kunne ikke være mere nervepirrende. Det franske folk kunne føle de nervøse vibrationer fra Concorde-pladsen til brostenen under triumfbuen.

Vi var nede på vores allersidste aflevering og førte kun med en sølle scoring over vores svenske brødre i slaget om norden ved VM. 26-25. Og så valgte Hans Lindberg skruebolden – af alle afslutningsvarianter – da han cementerede sejren over svensken. Et risikabelt valg, der kunne have kostet sejren, hvis svenskerne havde reddet og scoret i den anden ende.

Kummefryserkolde Kong Hans forklarer, hvorfor han valgte den fikse og flabede afslutning frem for det sikre.

- Jeg synes, målmanden stod defensivt, og han stod langt inde ved stolpen, så jeg følte, der var plads til skruebolden. Det var dejligt, det lykkedes, siger han.

Hans Majestæt var ikke det mindste nervøs, selvom det kunne være blevet en dyr skruebold.

 - Jeg får ikke kriller i maven. Jeg har prøvet det ret mange gange. Jeg ved jo godt, at det er enten mål, eller også kunne jeg have stået som en idiot, når jeg havde brændt. Specielt, fordi jeg så valgte at lave skruebolden, siger han.

Hylder vanvittige Landin
Dagens mand i tyk, fed brun sovs var måske i virkeligheden Niklas Landin. Manden i med bjørnehænderne i buret, som havde 23 redninger på 48 forsøg.

Det gav en redningsprocent på imponerende 48. Det bemærkede Hans Lindberg naturligvis. Derfor hyldede han også sin kaptajn efter kampen.

- I første halvleg har vi en fuldstændig vanvittig målmand. Det har vi sådan set også i anden halvleg. Den står 14-8, og Landin har haft 12 redninger på det tidspunkt. Det er fuldstændig vanvittigt. Svenskerne går til pause og ved ikke rigtig, hvad de skal gøre, tror jeg.

Landin, Lindberg og co. er så godt som sikre på førstepladsen i Gruppe D. Nu mangler bare sejre over Bahrain og Qatar, før vi kan kalde os vindere af gruppen.

En førsteplads vil formentlig betyde, at vi undgår Frankrig i en mulig kvartfinale.

Se også: Landin stjal showet i dansk gyser-sejr

4 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere