Det er ikke helt optimale betingelser, den tyske landstræner Alfred Gislason har haft, inden Tyskland torsdag efter planen tager hul på mellemrunden ved EM mod de forsvarende mestre fra Spanien.
For coronasmitten vælter ind over holdet, og onsdag tikkede yderligere fire positive test ind - alle foretaget onsdag morgen.
Det drejer sig om spillerne Christoph Steinert, Djibril M'Bengue og Sebastian Heymann samt en fysioterapeut.
Dermed er corona-totalen i den tyske trup oppe på 12 mand - hvilket afstedkom et decideret krisemøde i den tyske lejr. Et møde, hvor også repræsentanter for den tyske håndboldliga deltog.
Her var alt oppe at vende, og den umiddelbare reaktion er, at holdet fortsætter i turneringen, selvom en nærliggende løsning havde været et trække sig helt.
- Vi har haft alvorlige diskussioner og kom frem til den konklusion, at vi kan tage ansvar for at blive i turneringen, siger direktøren for Det Tyske Håndboldforbund (DHB), Mark Schober.
Den hurtige løsning er at få fløjet erstatninger ind fra Tyskland. Således Lukas Stutzke onsdag til EM-truppen i Bratislava, der dermed omfatter 13 raske spillere. Og selvom der torsdag ankommer yderligere to, Tobias Reichmann og David Schmidt, så har DHB anmodet Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) om at udsætte opgøret mod Spanien til lørdag eller mandag.
Den beslutning bliver forventeligt truffet torsdag morgen, da kampen efter planen skal afvikles kl. 18.
Tyskland har kamp igen fredag mod Norge, søndag mod Sverige og endeligt møder de Rusland på tirsdag.
Danmark er også i aktion i mellemrunde torsdag, hvor modstanderen er Island med den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundson ved roret.
Den kamp går i gang klokken 20.30, og du kan følge den live her på sitet.