Et hurtig kig på stillingen i den danske håndboldliga viser, at Aalborg Håndbold er bedst.
Den nordjyske samling af klassespillere topper ligaen med GOG's danske mestre halsende lige efter sig.
Men virkeligheden i efteråret har været, at Aalborg har bumlet noget af sted i et alt andet end imponerende tempo.
- Vi har oplevet i Aalborg, at det stort set kun er gået fremad i fire-fem år, og på et eller andet tidspunkt må der jo komme en stagnation, siger Henrik Møllgaard til Ekstra Bladet.
Han er klar over, at forventninger - både egne og andres - naturligt nok stiger i takt med gode resultater som danske mesterskaber og en finaleplads i Champions League for halvandet år siden.
At det heller ikke har fungeret optimalt i ligaen, er i lige så høj grad de andre holds fortjeneste, mener Møllgaard.
- Det er et godt billede på, hvor god den danske liga er. Der har været en idé om, at vi ville komme til at ødelægge det hele. Men det er jo ikke sket. Vi har været i problemer en masse gange, siger han.
Et sundhedstegn
Han peger på, at det er opsigtsvækkende, når andre klubber end de allerstørste også er begyndt at sælge spillere til eksempelvis Füchse Berlin, der for nogle sæsoner hentede Jacob Holm i Ribe-Esbjerg.
- Det er et sundhedstegn. For vi skal gøre os umage, og det viser samtidig, hvor dygtige de andre hold i ligaen er. Det er ikke noget kage-liga. Og det bliver lidt glemt. Vi kan mærke det på udebane, hvor der er fest, når vi kommer. Der er flere mennesker i hallerne, og nogle af holdene ved, at det er lidt en fribillet at møde Aalborg. Taber de, gør det ikke så meget, og så spiller de mere frit. Og så er der spillere, der viser landsholdsklasse mod os, siger han.
- Prøv lige at høre her, det er jo for fedt, kommer det, inden han understreger, at den danske liga er helt deroppe, hvor kun tyskerne med sikkerhed er foran.
- Målt på de bedste hold er Frankrig måske lige lidt foran med Nantes, Montpellier og Paris selvfølgelig. Men målt på bredden er Danmark klart nummer to. Det er helt sikkert.
Har været undervurderet
Med i den ligning er de senere år, hvor coronaen har lagt låg på alting. Der var der nogle, der for alvor fik øjnene op for dansk klubhåndbold, mener Henrik Møllgaard.
- Jeg tror, Danmark har været et undervurderet sted at være. For her er trygt, der er styr på tingene, man får sin løn, og der er et sundhedsvæsen, hvor man tager sig af hinanden. Vi kan mærke det på de andre klubber, hvor det lige pludselig er helt andre spillere, der bliver tilbudt.
- Vi har klubber, der gør det rigtig godt i Europa, og GOG og Aalborg vinder ikke hver gang. Det er et tegn på, at ligaen er et godt sted at være, siger han.