Landin og landstræneren trådte i karakter

Trods afklapsningen af Island hænger enkelte spillere i bremsen - se karaktererne her

Landin var ganske enkelt strålende. Foto: Claus Bonnerup
Landin var ganske enkelt strålende. Foto: Claus Bonnerup

Niklas Landin 5
Måske har han aldrig været bedre. Udstråler en enorm ro og tager utrolige bolde. Brillerer med dobbeltredninger. 

Jannick Green 2
Han ligner andenmålmanden til VM, men han har ikke haft nogen god uge i Jylland. Han skal løfte sig gevaldigt.

Kevin Møller UB
Var ikke i truppen til kampen mod Island. Kommer ikke til VM.

Niclas Kirkeløkke 4
Vi har fået en ny højre back med masser af potentiale. Udnytter de muligheder han får og viser stort overblik.

Magnus Landin 3
Han har grebet chancen og spillet sig ind i VM-truppen. Unge Landin yder også et stort forsvarsarbejde.

Mads Mensah 4
Er fast i startformationen og spiller en stor rolle i kontraløbene. Kæmpe fighterhjerte og stort overblik.

Casper U. Mortensen 4
Fortsatte de gode takter fra Egypten-kampen. Er vigtig i kontrafasen og igen sikker afslutter fra fløjen.

Jesper Nøddesbo 5
Veteranen tog hallen i Aarhus med storm. Var sikker på straffekast og scorede også gode mål fra stregen. 

Lasse Svan 5
Kampens spiller. Ikke alene scorede han fem på fem, men han leverede også to flotte oplæg til Casper U. Mortensen.

Hans Lindberg 4
Han kan stadig være med. Spillede en god anden halvleg og lavede fire fine kasser. Det er mere end bestået. 

Rene Toft Hansen 4
Den tavse mand arbejder stenhårdt i forsvaret. Skal dog passe på ikke at blive for offensiv over for hurtige modstandere.

Henrik Møllgaard UB
Sad over med en dårlig ryg.

Kasper Søndergaard 3
En jævn indsats af førstevalget på højre back. Tempoet er godt nok, men han kommer for tæt på forsvaret og får derfor ikke afsluttet.

Henrik Toft Hansen 4
Endnu en gang scorede han på de muligheder han fik. Han er hurtig på fødderne i forsvaret og fik fisket flere bolde.

Mikkel Hansen 3
Begyndte godt, men havde efterfølgende ikke held med sine skud. Virkede en smule frustreret, men leverede trods alt gode assist og styrede sikkert 7-6 spillet i kampens slutning.

Morten Olsen 4
Satte et højt tempo i angrebet i første halvleg og gjorde stort set, hvad der passede ham. Faldt lidt efter pausen da kampen var afgjort.

Michael Damgaard 4
Kanonskytten fra Magdeburg gjorde igen, hvad der forventes af ham. Scorer nogle kasser og sætter noget tempo.

Lasse Andersson 2
Et enkelt mål på et kontraløb er alt for lidt fra hans hånd. Han vil så meget, og han kan så meget. Har svært ved at ramme det rigtige spændingsniveau.

Simon Hald 3
Han kommer ikke med til VM, men han nåede at få vist, at han er en kommende mand på landsholdet.

Gudmundur Gudmundsson 5
Landstræneren har fået fintunet sit mandskab. Har i de seneste kampe brugt sin bænk fornuftigt. Træneren er også VM-klar.

Se også: Danmark i forrygende VM-form

Se også: Island smadret i dansk magtdemonstration

3 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere