Landsholdsprofil: Det er eddermame hårdt

Playmakeren mener, Klavs Bruun har flyttet holdet – men en ny træner kan måske trække det sidste ud af spillerne

Efter VM-slutrunden blev det ellers meldt ud, at man ville beholde Klavs Bruun Jørgensen i jobbet. Hvad er der foregået siden da? Jan Jensen udlægger det noget spøjse hændelsesforløb. Producer: Lasse Brøndal

Lotte Grigel er ikke super overrasket.

- Ja, altså… Der er jo ikke så meget at sige. Situationen er egentlig sådan, at jeg kan forstå alle parter. Jeg ville så meget ønske, vi havde leveret et bedre resultat i december. Den niendeplads har efterladt alle i en svær situation, hvor det er svært at finde hoved og hale i, hvad man skal mene. Skuffelsen efter VM var enorm, siger playmakeren i telefonen fra franske Nantes.

- I sport på dette niveau må man bare erkende, at sådan er gamet. Der er ikke så meget at sige til det. Vi var superglade for Klavs, og jeg vil ønske ham alt det bedste i fremtiden. Der er ikke vildt meget andet at sige til ham.

- Har du deltaget i evalueringen?

- Jeg tror, alle spillere har deltaget i et eller andet omfang. Det er et flot stykke arbejde efter en slutrunde, der ikke mindst mentalt har været hård for alle. At DHF så kommer frem til den beslutning er jo, hvad det er. Jeg kan som sagt forstå alle parter. Virkeligheden kan være hård, desværre!

- Er du overrasket?

- Det er lidt svært at sige. Der er blevet målt, vejet, vurderet og overvejet, og jeg er selvfølgelig med på, hvad der foregår. Jeg kan i hvert fald sige, at Klavs Bruun har leveret blod, sved og tårer, siger esbjergenseren.

- Jeg forstår, at det er en gensidig beslutning. Jeg tror, Klavs har lagt så meget sjæl i det, at det selvfølgelig er hårdt for ham, det skal ende sådan. Det er træls, det er hårdt – men det er eliteidræt.

Lotte Grigel (i midten) forstår alle parter omkring fyringen af Klavs Bruun. Foto: Lars Poulsen
Lotte Grigel (i midten) forstår alle parter omkring fyringen af Klavs Bruun. Foto: Lars Poulsen

- Er det den rigtige beslutning?

- Det må tiden jo vise. Klavs har rykket holdet og spillerne personligt de sidste fem år, og det kan godt være, at der skal en ny til for at få det sidste ud af holdet. Målt på resultatet ved VM ser det måske ikke sådan ud, men jeg kan sige med bestemthed, at vi har lagt lag på. Men måske kan en ny træner udvikle nogle spillemæssige ting inden EM på hjemmebane i december.

- Hvilken type træner kunne du forestille dig tage over?

- Det vil jeg ikke rode mig ud i, men jeg kan sige, at det at være damelandstræner i Danmark, det er eddermame et hårdt arbejde. Sporten fylder så meget i dansk kultur, at når resultaterne ikke er der, er der så mange, man skuffer. Der er mange meninger, og folk er sgu efter én. Det er et hårdt job!

DET BRUUNE PUNKTUM: Sådan gjorde landstræneren det

 

2015 VM i Danmark: Danmark nr. 6 (Kikser)

Danmark slår Sverige 26-19 i ottendedelsfinalen, men taber 30-31 til Rumænien i kvartfinalen. Taber kampen om femtepladsen til Rusland 21-25, og spillerne klandrer efterfølgende landstræneren for, at han slet ikke var klar over, hvor vigtig femtepladsen var. Danmark ville være kommet i en gruppe med blot to europæiske hold.

 

2016 OL-kvalifikation i Danmark: Danmark slået ud (Kikser)

Landsholdet åbner med 25-32 mod Rumænien, og så er ballet næsten forbi. Holdet taber 22-26 til Montenegro og vinder 38-17 over Uruguay. Danmark kommer trods hjemmebane i Aarhus ikke til OL i Rio.

 

2016: Spillernes evaluering (Kikser)

Ekstra Bladet kan i maj afsløre, at spillerne i en tre sider lang evaluering sviner Klavs Bruun Jørgensen til. Landstræneren bliver simpelt hen skilt ad. Det mest kuriøse punkt er, at han op til den første OL-kvalkamp mod Rumænien har vist gamle vhs-videoer af DM-finalen i 1997, hvor Virum med landstræneren og Søren Herskind vinder guld over Ajax.

Spillerne spørger: Hvorfor skulle de se fem minutters video af Rumænien og 50 minutter af en DM-finale? Det modsatte havde måske været mere optimalt!

 

2016 EM i Sverige: Danmark nummer 4 (pletskud)

Her kommer den eneste deciderede succes! Et EM efter OL bærer dog altid præg af slidte og stoppede spillere. Danmark vinder rub og stub i gruppen med Tjekkiet, Montenegro og Ungarn og slæber maksimumpoint med til mellemrunden, og efter kampe mod Norge 20-22, Rusland 26-26, Rumænien 21-17 venter Holland i semifinalen 22-26. Holdet taber bronzekampen til Frankrig 22-25.

 

2017 VM i Tyskland: Danmark nummer 6 (kikser)

DHF forlænger en uge inden slutrunden med landstræneren, så kontrakten løber tre år til sommeren 2021. Danmark videre fra gruppespil med Montenegro 24-31, Japan 32-18, Tunesien 37-19, Brasilien 22-20 og Rusland 27-32. Slår Tyskland i ottendedelsfinalen 21-17 og taber til Sverige i kvartfinalen 23-26 i en kamp, de havde alle chancer for at vinde.

 

2018 EM i Frankrig: Danmark nummer 8 (Kikser)

Danmark åbner med 30-29 over Sverige, da Sandra Toft plukker Nathalie Hagman på straffe efter tid og slår derefter Polen 28-21. Taber til et smalt serbisk hold 25-30, går i mellemrunden – og klasker sammen mod Frankrig 23-29 og Rusland 21-32. Holdet rejser sig og viser moral med 24-23 over Montenegro i den sidste kamp.

 

2019 VM i Japan: Danmark nummer 9 (Kikser)

Danmark kommer haltende i gang med VM efter storsejren over Australien. 26-26 mod Sydkorea, 25-26 mod Tyskland og 24-18 over Brasilien sætter holdet under pres: Kun en sejr over de franske europa- og verdensmestre sender holdet ind i hovedturneringen. Landsholdet med en nok engang storspillende Sandra Toft i målet vinder 20-18.

Holdet taber derefter til et afbudsramt Norge 19-22, men vinder 27-24 over Holland og skal så ’blot’ vinde over Serbien for at sende sig selv videre til en kamp om syvendepladsen. De spiller 26-26, og drømmen om OL i Tokyo næste sommer er dræbt.

Klavs Bruun Jørgensen er fortid som kvindelandstræner. Foto: Ritzau Scanpix Håndbold - 8. jan. 2020 - kl. 17:49 Træt af pludselig fyring: - Det gør ondt

Foto: Lars Poulsen Håndbold - 8. jan. 2020 - kl. 13:46 Klavs Bruun stopper som landstræner

Sandra Toft nyder godt af det franske opsving. Foto: Bo Amstrup Sport og Spil Her ruller millionerne: Så meget tjener VM-pigerne

24 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere