Landsholdsprofil efter hjernerystelse: Tæt på at stoppe

Landsholdsfløj Maria Fisker er stadig alvorligt mærket fem måneder efter en gulvtur – nu forsøger hun at træne med landsholdet, men forleden måtte hun igen opgive

Maria Fisker spiller med en støddæmper i form af et pandebånd - som skulle tage op til 80 procent af stødene. (Foto: Philip Davali)
Maria Fisker spiller med en støddæmper i form af et pandebånd - som skulle tage op til 80 procent af stødene. (Foto: Philip Davali)

Maria Fisker ER med på Klavs Bruuns jomfrutogt med håndboldkvinderne. Men Viborg-fløjen skal i dén grad passe på ikke at overbelaste sit hoved under løjerne på Playitas på Fuerteventura – og faktisk har verdensklasse-fløjen været snublende tæt på at opgive det hele og vinke farvel til håndbolden i dette forår.

Årsag: Hun knaldede nakken i gulvet under udførelsen af et hopskud helt tilbage i januar.

Skaden blev først kategoriseret som harmløs. Ingen hjernerystelse. Derefter blev den så rubriceret som en lille en af slagsen…

Den har nu holdt landsholdsfløjen ukampdygtig i fem måneder!

Men hun troppede op, da Klavs Bruun Jørgensen forleden samlede landsholdet for første gang – smilende og glad. Men også med adskillige grublerier halvanden måned før, hun efter planen skal starte eventyret i sin ny kontrakt hos rumænske CSM Bucuresti.

Se også: Toft ramt i hovedet syv gange: Stadig hårdt ramt

- Sygeplejersken har givet sig selv lov til at træne lidt, siger hun smilende fra sin plads på gulvet i træningshallen.

- Men hvordan har du det?

- Jamen, jeg har det meget, meget bedre. De sidste 14 dage er gået rigtig godt, men derfra og så til at kunne spille håndbold er der stadig et stykke vej. Jeg har løbet og styrketrænet i et stykke tid uden problemer, og det er dejligt – men i dag skulle jeg lige lave nogle koordinations-bevægelser, hvor jeg skulle drible og dreje rundt, og der kunne jeg godt mærke, at det er min hjerne altså ikke lige vant til. Så nu har jeg lidt ondt i hovedet igen.

- Vi tager det i små, små step, for ét er, at jeg godt kan holde til at have puls på, noget andet er, at jeg også skal kunne holde til at koordinere og alt sådan noget igen. Det er små skridt, og det hele skal følges ad, siger hun optimistisk.

- Man skal være ekstremt tålmodig, det har jeg virkelig lært.

Se også: Ulykkelig målmand: Konstant hovedpine i syv måneder

- Hvad skete der egentlig?

- Det var den 11. januar.  Jeg spillede back og skulle bare lave et hopskud, men fik en tackling, røg bagover og slog baghovedet i gulvet. Slaget var egentlig ikke særligt hårdt, men jeg fik jo også en hjernerystelse et år tidligere, og når de ligger så tæt, kan det hurtigt gå galt, selv om slaget íkke er så hårdt, siger Maria Fisker.

Hun er ved siden af håndbolden ved at gøre sig færdig på sygeplejerske-studiet og ved derfor alt om, hvad en hovedskade kan medføre.

- Det har taget fem måneder nu. Det har virkelig været hårdt.  Der har siddet rigtig meget frygt i mig. Det har hjulpet meget, at jeg har fået det der pandebånd, som jeg skal til at spille med.

Se også: Jernmand med hovedbrud

- Hvad kan det?

- Det kan tage op til 70/80 procent af et stød, hvis jeg skulle få et. Det gør mig ret tryg at vide, og ud over at fungere som en slags styrthjelm, der tager støddet, så hjælper det også meget psykisk. Så jeg tør komme i gang igen. Jeg har jo overvejet helt at stoppe, fordi jeg ikke vil ofre alt for håndbold – jeg vil ikke have et dårligt hoved resten af mit liv, siger landsholdsfløjen.

- Jeg vil jo afsindigt gerne spille håndbold, og nu giver vi det en chance og håber, at jeg kommer hel tilbage. - Så må vi se, hvornår og hvor meget jeg kan deltage i træningerne i Spanien.

- Det er vel også stressende at skulle flytte til Rumænien midt i det hele?

- Jeg flytter derned om halvanden måned. Jeg håber, at jeg ikke får flere tilbagefald, og at det kun går den rigtige vej. Nu kan jeg måske næsten komme op og træne helt med de næste par uger – jeg håber jo sådan, at det bare kommer til at gå derudad. Men det er små skridt, og jeg skal hele tiden mærke efter, hvordan jeg har det. Det er svært, for der findes bare ikke nogen køreplan for, hvordan det foregår, siger hun.

Se også: Fik hjernerystelse efter fantomredning

Maria Fisker kan om nogen nikke genkendende til, at man er helt alene i verden med en hovedskade:

- Jeg er jo den eneste, der kan vurdere det, fordi jeg er den eneste, der kan mærke, om jeg har ondt eller ej.

- Har du opsøgt eksperter?

- Ja, jeg går ved en ude i Aarhus, der er rigtig dygtig. Lene Fich er kiropraktor med to års uddannelse i neurologi. Hun er sindssygt dygtig og tænker meget på, at ens hjerne skal være stærk nok. Jeg har lavet en masse øvelser med øjnene. I starten skulle jeg bare sidde stille og kigge på en prik, mens jeg drejede hovedet forsigtigt.

Maria Fisker er langt fra den eneste håndboldspiller, der er sendt på langs i denne sæson. Sandra Toft blev skudt i sænk ad to omgange på én halvleg i en testkamp mod Frankrig, og keeper-kollegaen Søs Søby har været virkelig hårdt ramt efter en gulvtur i Aarhus umiddelbart før EM i Ungarn.

- Jeg har snakket med Søs nogle gange. Men det er hårdt for os alle sammen.

Se også: Bekymret Landin: Bold i hovedet kan ende helt galt

- Hjælper det at tale om det?

- Ja, de kender jo alt til de følelser, man har. Så det hjælper helt sikkert.

- Hvad siger de til det i Rumænien?

- De er fuldt orienteret om det, og de ved også, at det går fremad. Jeg har været dernede og blive scannet, og de tror på, at jeg er klar, når jeg kommer derned midt i juli. Det tror jeg også selv på. Der er heldigvis noget tid at løbe på, og jeg kan nå at komme i form.

Se også: Keeper ramt syv gange i hovedet

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere