Landstræner-emne kryptisk: Jeg har ingen aftale med DHF

Søren Herskind ser gerne Klavs Bruun Jørgensen som landstræner for kvinderne. Om han selv bliver assistent, svarer han vævende på

Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen trænede med stor succes AG København fra 2008 til 2011, hvor de førte holdet fra 3. division til håndboldligaen. (Foto: Kim Agersten/Polfoto)
Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen trænede med stor succes AG København fra 2008 til 2011, hvor de førte holdet fra 3. division til håndboldligaen. (Foto: Kim Agersten/Polfoto)

Pilene peger på Klavs Bruun Jørgensen.

Tirsdag ventes den tidligere landsholdsspiller og nuværende cheftræner for Team Tvis Holstebros mandlige ligahold at blive udnævnt til træner for kvindelandsholdet.

Samtidig skal han ifølge TV 2 Sportens oplysninger tage sin gamle kollega fra Virum og AG København Søren Herskind med sig som assistent.

Det kender Herskind imidlertid ikke så meget til. I hvert fald ikke noget, han har lyst til at ytre sig om i medierne.

- Jeg har ingen kommentarer til det. Jeg kan sige så meget, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har nogen aftale med Dansk Håndbold Forbund, siger han efter en kort pause.

Se også: De ejer landstrænerfavoritten: Vi er åbne for salg

Dermed undlader han behændigt at sige, om han har en fra sommerpausen, hvor midlertidige landstræner Heine Eriksens aftale udløber.

Skal gribes anderledes an
Hvad Herskind til gengæld gerne vil sige er, at Klavs Bruun, skulle han blive udnævnt som landstræner, vil være et godt valg.

- Det vil han være god til. Klavs er en dygtig træner. Det der er i det er, at man som landstræner jo arbejder noget anderledes end på et klubhold i og med, at man ikke har spillerne så meget til rådighed. Til gengæld er der enormt mange gode spillere til rådighed, siger Herskind til Ekstra Bladet.

Se også: Favorit som Pytlick-afløser: Sådan vil han ændre damehåndbold

 Han har ikke arbejdet med kvindehold før. Hvor stor er forskellen?

- Det er jo ikke sådan, at mænd aldrig er i kontakt med kvinder. Men det skal nok gribes lidt anderledes an. Omvendt er der mange mandlige trænere, der før ham er gået fra mandehold til kvindehold. Pytlick gjorde det jo, siger Herskind.

DHF har indkaldt til pressemøde tirsdag, hvor man sætter navne på landstræneren og hans assistent. Efter Jan Pytlicks fyring kort før nytår fulgte historien om assistenttræner Ulrik Kirkely, der per 1. juli stopper.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere