Medie: Danske klubber fusionerer

Århus Håndbold og Skanderborg Håndbold fortsætter tilværelsen som én klub, oplyser klubberne på et pressemøde

Arkivfoto: Toke Holst/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Toke Holst/Ritzau Scanpix

Herrehåndboldklubben Århus Håndbold har indgivet en konkursbegæring, og klubben fusionerer med Skanderborg Håndbold.

Det meddeler de to klubber på et pressemøde mandag eftermiddag.

De to hold spiller videre på Skanderborgs licens og kommer til at hedde Skanderborg Århus Håndbold. Det nuværende Århus Håndbold bliver tvangsnedrykket fra HTH Herreligaen.

- Det sker efter et år med udfordringer, siger bestyrelsesformand i Århus Håndbold Jørgen Noes og peger blandt andet på de økonomiske udfordringer, coronavirus har medført.

- I stedet for at fortsætte konkurrencen på banen, om tilskuerne og sponsorerne, så har vi aftalt med hinanden, at vi i stedet skal samarbejde, siger han på pressemødet.

Det nye hold vil blive trænet af Skanderborg Håndbolds nuværende træner Nick Rasmussen, og dermed er det et farvel til den mangeårige Århus-træner Erik Veje Rasmussen.

Han har ikke ønsket at være en del af det nye projekt, forklarer Jørgen Noes.

Holdet vil i den kommende sæson spille halvdelen af kampene på Skanderborgs nuværende hjemmebane og den anden halvdel på Århus' nuværende hjemmebane.

Ifølge Dansk Håndbold Forbund (DHF) vil allerede nedrykkede TMS Ringsted ikke blive reddet af tvangsnedrykningen til Århus Håndbold.

Det skyldes, at grundspillet er færdigspillet, og derfor bliver intet ændret i forhold til klubben fra Midtsjælland.

- Vi vil gerne spille vores turnering færdig, og vi har ikke forholdt os til de scenarier, der vil opstå, siger Jørgen Noes.

Skanderborg Håndbold endte grundspillet på syvendepladsen og er derfor med i slutspillet.

Århus Håndbold sluttede på 12.-pladsen og er derfor en del af nedrykningsspillet, hvor klubben på grund af tvangsnedrykningen kommer til at ende sidst.