Mestrene hårdt ramt: Derfor kikser det for storholdet

DR-sportens Lars Krogh Jeppesen tror fortsat på mestrene trods pinlig start på Champions League

KIF Kolding København blev danmarksmestre i maj, men i den nye sæson sejler de rundt
KIF Kolding København blev danmarksmestre i maj, men i den nye sæson sejler de rundt

- Jeg kan og vil ikke slagte KIF Kolding København, men indrømmer, at det ser meget svært ud i Champions League, mens jeg er sikker på, at min gamle klub nok skal klare sig i ligaen.

Danmarks Radios håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, der indtil for halvandet år siden var med på sidelinjen og banen i KIF Kolding København, har ikke mistet troen på sine gamle venner.

Han erkender, at KIF Kolding København ikke har præsteret som tidligere i denne sæson, fordi det er blevet til for meget til en-mands-præstation frem for en holdpræstation.

- På Champions League-niveau skal alle spille med. I denne sæson er det i hvert fald de 14 bedste hold, der spiller med, og så er det ikke nok, at Lasse Andersson kan spille en god kamp i Montpellier og Bo Spellerberg en god 2. halvleg mod Pick Szeged, siger Lars Krogh Jeppesen.

Selv om fire kampe uden sejre gør det meget svært at nå videre til 1/8 finalerne, kan en sejr på søndag i Brøndby over puljens øjeblikkelige nr. 1, makedonske Vardar hurtigt tænde et håb, selv om venter svære kampe mod to af sidste sæsons Final 4-deltagere, Champions League-mestrene Barcelona og Vive Kielce.

Det er formentligt svenske Kristianstad og franske Montpellier, som de 14 dobbelte danske mestre skal have fat i, hvis mestrene skal holde fast i traditionen om altid at komme videre fra gruppespillet.

To modstandere som KIF Kolding København efter EM i Polen skal møde på hjemmebane, hvor man aldrig tidligere har været så pinlig ringe som i de første 30 minutter af søndagens kamp mod Pick Szeged.

Tværtimod har man igennem årene lagt det ene storhold ned efter det andet.

Lars Krogh Jeppesen vil ikke slagte sin gamle klub trods pinlig start på Champions League (Foto: Ernst van Norde)
Lars Krogh Jeppesen vil ikke slagte sin gamle klub trods pinlig start på Champions League (Foto: Ernst van Norde)
 

Det er igen værd at huske på, at KIF Kolding København i sidste sæson ’stjal’ et point fra Barcelona og i forrige sæson vandt begge opgør over den polske storhold, Vive Kielce.

- Jeg er sikker på, at KIF Kolding København er hårdt ramt på sin selvforståelse, fordi man plejer jo at vinde til slut, siger Lars Krogh Jeppesen.

- Spillerne vil så gerne, men holdet spiller ikke igennem. Man bremser f. eks. sig selv i kontrafasen, som tidligere har givet en masse nemme mål.

-  KIF Kolding København er presset på ressourcerne med en smal trup, men hvis du mister selvtilliden og troen på egne evner, er det næsten ligegyldigt om du har spillet 100 eller 200 landskampe.

- I ligaen er jeg ikke bekymret, fordi alle slår alle, så situationen her er ikke farlig, siger Lars Krogh Jeppesen.

Den dårlige start har heller ikke fået KIF Kolding Københavns direktør, Jens Boesen til at droppe drømmen om, at KIF Kolding København kan etablere sig som en europæisk tophold.

Forbilledet er fortsat den store nabo mod syd, Flensburg Handewitt, der i forrige sæson sensationelt blev mesterholdenes mester ved at vinde Final 4 finalen i Köln.

- Flere af vores modstandere har netto, hvad vi omsætter for brutto, siger Jens Boesen.

KIF Kolding Københavns direktør, Jens Boesen drømmer fortsat om KIF Kolding København som en europæisk tophold (Foto: Tariq Mikkel Khan)
KIF Kolding Københavns direktør, Jens Boesen drømmer fortsat om KIF Kolding København som en europæisk tophold (Foto: Tariq Mikkel Khan)
 

9 kommentarer
Vis kommentarer