Mestrene i corona-knæ: Fuldstændig sindssygt

De danske mestre driblede uden om mink-nedlukningen – men nu har corona sendt samtlige spillere og ledere i isolation

To verdensmestre i duel. Henrik Møllgaard stopper Mathias Gidsel, der er sendt på skånekost i GOG, mens Møllgaard og resten af Aalborg-truppen er jaget i isolation. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
To verdensmestre i duel. Henrik Møllgaard stopper Mathias Gidsel, der er sendt på skånekost i GOG, mens Møllgaard og resten af Aalborg-truppen er jaget i isolation. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mestrene fra Aalborg driblede elegant uden om mink-nedlukningen af Vendsyssel og et par tilliggende herreder, og faktisk har Aalborg Håndbold holdt sig fuldstændig coronafri – lige indtil i mandags.

Så ramte hammeren målmanden Simon Gade ved morgenens rutinetest, og nu er hele banden sendt hjem i isolation.

- Det er fuldstændig sindssygt, siger Jan Larsen, der må samle trådene fra skrivebordet i privaten.

Direktøren er også spærret inde to dage før den sidste gruppekamp i Champions League, hvor Aalborg møder Celje Pivovarna Lasko fra Slovenien, hvis alt går vel.

- Det er heldigt, at vi ikke har været samlet siden i lørdags. Vi gav spillerne fri efter kampen mod BSH, men så blev alle testet mandag morgen, og vi fik beskeden i aftes.

Simon havde haft symptomer allerede om søndagen, så det kom ikke sådan helt vildt bag på os, siger Jan Larsen.

- Det betyder så, at alle skal testes onsdag, og hvis alle er negative, tester vi igen torsdag formiddag og ser, om vi så kan spille mod Celje om aftenen. Fredag tester vi så igen, så vi forhåbentlig kan spille mod Aarhus søndag, siger direktøren.

Kampen torsdag aften i Champions League kan hænge i en tynd tråd for Jan Larsen og Aalborg, hvis flere tester positive onsdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kampen torsdag aften i Champions League kan hænge i en tynd tråd for Jan Larsen og Aalborg, hvis flere tester positive onsdag. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Klubben har været forskånet indtil nu.

- Vi håber, men det er jo ikke sikkert, vi bare slipper med én. Vi har levet efter alle kunstens corona-regler, når vi er samlet, men der er jo ingen statsgaranti mod noget, og foreløbig er der ingen, der aner, hvor og hvordan Simon er blevet smittet, siger Jan Larsen.

- Man må bare sige, at med det, der kører i samfundet, så har vi været i stand til at holde det væk i lang tid. Nu må vi nøjes med at håbe, vi kan holde det nede.

Hvornår skal slovenerne have besked?

- De spiller i aften i Kiel, og vi har her til morgen informeret dem og EHF, og så må forbundet finde ud af, hvad der skal ske. Vi har skrevet, at hvis alle går fri onsdag, vil vi tage en lyntest torsdag formiddag så tæt på kampen som muligt. Det er vores udgangspunkt, at vi så skal gennemføre kampen, siger Jan Larsen.

Aalborg Håndbold kan ramme plads tre, fire eller fem i gruppen, hvorefter holdene parres med holdene fra den anden pulje i ottendedelsfinalerne.

- Vi går efter at slutte så højt som muligt og have fordel af hjemmebane i kamp to, siger Jan Larsen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Aalborg har allerede tjent 1,1 millioner kroner på Mikkel Hansen-kontrakten, fordi sæsonkort er revet væk. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Håndbold Tjener kassen på Mikkel Hansen

VM-slurtunden 2021 markerede anden gang, Egypten var vært for VM i håndbold. Første gang var i 1999. Foto: Shorky Hussein/Ritzau Scanpix Håndbold Skandale ved håndbold-VM: Præsident udelukket

Henrik Møllgaard og Aalborg vandt torsdag over HC Motor. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Håndbold Aalborg-konkurrent tildeles skrivebordssejr over storklub