Mikkel Hansen hamrer sig til tops - skriver historie i Frankrig

Paris Saint-Germains stjernespækkede mandskab med Mikkel Hansen i front og Henrik Toft ombord har et astronomisk budget i forhold til de hjemlige konkurrenter – og Skjern

Mikkel Hansen har generelt ingen grund til at være utilfreds - men han mangler stadig at vinde Champions League, og i år skal det være. Igen... Foto: René Szhütze
Mikkel Hansen har generelt ingen grund til at være utilfreds - men han mangler stadig at vinde Champions League, og i år skal det være. Igen... Foto: René Szhütze

Millionærerne kommer naturligvis med privat jet! Mikkel Hansen, Nikola Karabatic og de andre verdensstjerner har godt nok langt til fodboldens vilde gager, men når Paris Saint-Germain sender håndboldafdelingen på udflugt i Champions League, foregår det med stil.

Det er kun, når holdet møder FC Barcelona, at truppen hopper på en ordinær rutemaskine. Til alle andre destinationer foregår troppetransporten i chartret fly, så Mikkel og Henrik Toft kan såmænd nå en sen hjemmerørt steak tartare på arrondissementets bedste bistro, inden de går til køjs lidt over midnat efter kampen i eftermiddag i Boxen mod Skjern.

- Det gør selvfølgelig familielivet noget lettere, fortæller Henrik Møllgaard, der spillede tre sæsoner for Skjern, inden han blev lejet ud og senere købt til tre års tjeneste i byernes by og klubben, der med Qatar-milliarderne i nakken overgår alt og alle – også i håndbold.

Det er på sin vis let nok at sammenligne Skjern og Paris. Man skal bare regne i euro, når det gælder den franske økonomi – og i kroner for Skjerns vedkommende. Og så mangler der endda en sjat …

PSG Handball har ifølge sportbuzzbusniess.fr, der har tallene fra ligaforeningen LNH, et budget på i håndboldforstand svimlende 17.059.000 euro – eller ca. 127 mio. kroner. Det er ti mio. euro flere end pengelistens nummer to, Montpellier, og 11 mio. euro flere end treeren Nantes.

Skjerns senest offentliggjorte regnskab fra juni 2017 viser, at vestjyderne trods alt kommer langt for 13,9 mio. kroner – altså en niendedel af modstandernes forbrug.

PSG Handballs lønbudget er på 75 mio. kroner, og det dækker spillere, trænere, udgifter til husleje, forsikring, biler, agenter og transferomkostninger. Nikola Karabatic er ifølge L’Equipe den ukronede lønkonge med en hyre på 1,1 mio. euro inklusive bonus, men superstjernen høster i private sponsorater 500.000 euro oveni – og rammer altså en årsløn på små 12 mio. kroner. Pænt fornuftigt i håndbold.

Mikkel Hansen blev af det franske medie sat til en årsløn på en lille mio. euro i 2016, men helsingoraneren har givet sikret sig en fornuftig skrå, da han sidste år forlængede kontrakten til 2022.

Det er altså ikke sultens slavehær, der flyver til og fra det midtjyske, men Mikkel, holdet og klubben mangler stadig det, der trods alt ikke kan købes for penge: Champions League-trofæet!

Paris har deltaget i de sidste tre udgaver af Final 4, men udbyttet har slet ikke stået mål med de voldsomme investeringer. To tredjepladser og en tabt finale er monumentale fiaskoer på de kanter og udløser ingen march mod Triumfbuen.

Specielt i den sidste udgave af showet i Köln i forsommeren slog hårdt, fordi Paris tabte til Nantes i semifinalen – og Montpellier vandt titlen i en weekend med tre franske hold blandt de fire sidste.

- Det virkede som om, vi blev presset af, at der var tre franske hold. Vi MÅTTE jo ikke dumme os. Et er, at vi havde sagt, vi VILLE vinde Champions League, og at det var det eneste, der talte. Noget andet er, at vi så sluttede som det dårligste franske hold. Det havde været nemmere at spille mod andre europæiske storhold end lige de franske, lyder Henrik Møllgaards analyse fire måneder efter skuffelsen.

Derfor bliver der ikke givet ved dørene, når Henrik Møllgaards personlige ven Mikkel Hansen plus Henrik Toft og de franske topspillere entrer Boxen i Herning. For når vi kommer til slutningen af maj næste år, SKAL Paris Handball simpelt hen øverst på medaljepodiet i Köln.

For Mikkel Hansen vejer trofæet også tungt. Han mangler fortsat en CL-triumf og et VM-guld i samlingen, men begge dele kan han snuppe i første halvdel af 2019.

Han kommer i hvert fald til Herning med smæk i armen. Mikkel scorede otte kasser på 14 forsøg forleden i sejren over Toulouse, og nu er han oven i købet blevet historisk: Danskeren har siden 2012 hamret 893 scoringer ind i 147 kampe, og dermed er han nummer ti på alle tiders franske topscorerliste – med mod på mere.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Stortalentet Nedim Remili får sig en sludder med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard under Golden Legue i Paris i januar inden EM i Kroatien. Foto: Lars Poulsen
Stortalentet Nedim Remili får sig en sludder med Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard under Golden Legue i Paris i januar inden EM i Kroatien. Foto: Lars Poulsen

En mand er en mand, der møder en mand

Tre franske hold i Final 4! Men man skal ikke lade sig narre til at tro, at den franske liga dermed har overhalet Bundesligaen som verdens stærkeste.

- De tre franske hold ville ikke lige rive Bundesligaen midt over, for den ER bare stærkere. Men tyskerne slider sig selv op i kampe og har et dumt tv-program. I Frankrig forsøger man at hjælpe holdene, så de bl.a. ikke spiller ligakampe den sidste uge op til Final 4, siger Henrik Møllgaard.

Han er nu vendt hjem til kollektivt spil efter tre år i Frankrig, hvor spillet er bygget helt anderledes op.

- Der bliver spillet mere individuelt og dernede. De stoler mere på individuelle færdigheder, og det er rigtigt irriterende det første år, når man igen skal spille mand/mand mod sådan en lille, hurtig franskmand, der har udset en lang, tyndbenet dansker som offer. Herhjemme spiller vi hurtigere og mere taktisk, siger Henrik Møllgaard.

- Det er jo ikke fordi, vi ikke dyrker enerne i Danmark. Dernede bliver de bare kastet tidligere ind. Når de er 17-18 år ryger de typisk ind på et bundhold, og så skal de ind og bære og får lov til at tage 12 afslutninger, selv om kun de tre går ind. De spiller bare videre, laver fejl på fejl – og når de er 19 eller 20, så møder du bare Nedim Remili, 23, Dika Mem, 21, og Ludovic Fabregas, 22, der alle har spille to år i ligaen og lavet alle de fejl, der findes.

Er vi for pivede?

- Nej, men vi spiller bare anderledes. Det er sværere for de unge her, for hvis du laver tre fejl, sidder der bare en dygtigere og ældre spiller, der kan spille de franske kryds, dobbeltkryds og fløjovergange og lige præcist ved, hvor trykket skal lægges og holde bolden i gang.

Se også: Skjern snupper et point i dramatisk remis mod kroater

Se også: Bekymret for Mikkel: Stjernen kan blive far under VM

Se også: Heldige Mikkel og stinkende rige Paris undgik katastrofe

12 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere