Mikkel og Landin topper før OL-kval

Danmark møder i eftermiddag europamestrene fra Tyskland, inden det næste weekend går løs med OL-kvalifikationen - her kan du se spillernes aktuelle form

Sidst, Danmark mødte Tyskland, var i Wroclaw under EM. Danmark tabte 23-25, Danmark drønede ud af slutrunden, tyskerne vandt senere EM med turneringens yngste hold. (Foto: Lars Poulsen)
Sidst, Danmark mødte Tyskland, var i Wroclaw under EM. Danmark tabte 23-25, Danmark drønede ud af slutrunden, tyskerne vandt senere EM med turneringens yngste hold. (Foto: Lars Poulsen)

Flensburg Handewitt stillede sig på bagbenene og tvang sine spillere på afspadsering med kort varsel, test-kampen mod Tyskland blev pludselig flyttet fra fredag til lørdag på grund af et ishockeyholds indtog i slutspillet.

Man tror jo ikke, den slags foregår i Tyskland!

Til gengæld må uheldene meget gerne holde op med at regne ned over håndbold-landsholdet, der indleder en ekstremt vigtig uge med opgøret mod europamestrene lørdag eftermiddag i Lanxess Arena i Köln.

Gudmundur Gudmundsson og spillerne skal have tunet landsholdet før næste weekends OL-kvalifikationspulje i Herning, hvor holdet møder Kroatien, Norge og Bahrain i kampen om to billetter til OL i Rio i august.

Det skulle helst gå mændene lidt bedre end kvinderne…

Vi har taget pulsen på spillere og træner, inden det går løs i Tyskland og Jylland.

Danmark spiller kl. 15.45 mod Tyskland i Lanxess Arena i Köln. Her er Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og Kevin Møller ikke med. De støder først til truppen mandag i Herning.

Se også: Landin med pragtkamp: Her bowler han bolden i mål

 

FORM-BAROMETER

Niklas Landin 6

Rå verdensklasse, da THW Kiel – bagud med fire – på hjemmebane ondulerede Pick Szeged med syv mål og spillede sig i CL-kvartfinalerne. Søndag var han på ny redningsmanden, der i en periode af anden halvleg lukkede buret og med en sidste sekunds-redning sikrede et presset Kiel-hold uafgjort i Hannover-Burgdorf.

 

Kevin Møller 4

Spillede 27 minutter hen over pausen, da Flensburg Handewitt med 31-30 slog Montpellier ud og sig selv ind i CL-kvartfinalerne. Sønderjyden var specielt stærk med en solid håndfuld store redninger de sidste ti minutter før pausen, da tyskerne gik fra 12-11 til 20-14. Erstattet af Mathias Andersson 13 minutter før slut. Kevin Møller støder først til truppen, når den har dansk gulv under fødderne.

 

Jannick Green 2

Ikke i action, da Magdeburg sled sig til 28-27 over Frisch Auf Göppingen for en stiv uge siden. Dario Quenstedt render med spilletiden, og Jannick Green må nok engang belave sig på at blive siet fra som reserve – som det skete ved EM i Polen.

 

Mads Christiansen 3

Topscorer med syv mål, da BSV I sidste runde scorede fjerdepladsen med 24-19 over Aalborg Håndbold – kombineret med KIF Kolding Københavns fem points straf. Sjællænderen bliver alvorligt presset på positionen efter Kasper Søndergaards comeback – men tjener point, fordi han kan dække op.

Se også: Hal-skandale spolerer Danmarks opvarmningsplaner

 

Mads Mensah 4

Holbækkeren scorede blot en enkelt gang, da Nikolaj Jacobsens mandskab skuffende drønede ud af Champions League med 29-31 hjemme mod Zagreb i søndags. Men Rhein-Neckar Löwen fører fortsat Bundesligaen, hvor Mensah forleden mod Bergischer var topscorer med seks træffere.

 

Casper U. Mortensen 3

Brændte straffekast på Niklas Landin og bummede lige efter i en kontra, da han studsede på overliggeren – men hamrede så to vigtige mål ind i slutfasen, da Hannover-Burgdorf overraskede stort med 30-30 mod Kiel. Har netop skrevet kontrakt for næste sæson med tyskerne, så der er fuldstændig ro på den nærmeste fremtid.

 

Anders Eggert 6

Troldmanden var forrygende med 12 scoringer på 13 forsøg mod Montpellier – de otte af scoringerne pebet usvigeligt sikkert ind på straffekast. Fløjen blev sparet i turneringskampen op til CL-braget, og det bekom ham i den grad godt – forhåbentlig vil Vranjes’ dikterede fridage have samme effekt inden OL-gyseren næste weekend!

Se også: TV: Dansker-specialitet blev rundens bedste

 

Klaus Thomsen 3

Den store, stærke sønderjyde har minsandten scoret ét mål i løbet af sæsonen, og så må man jo næsten spørge: Hva’ fanden gik der galt lige der? Men det er i forsvars-delen, Klaus Thomsen gør fyldest. Han blev siet fra EM-truppen som 17. mand og skal i denne uge formentlig duellere med Jacob Bagersted om det 16. mandat.

 

Rasmus Lauge 4

Fire scoringer mod Montpellier fra manden, der aldrig fik spillet til at swinge under EM i januar – men har haft en forrygende sæson både før og efter oven på skiftet fra Kiel til Flensburg. Jyden har det åbenlyst bedst som venstre back – men SKAL lykkes som playmaker på landsholdet.

 

Jacob Bagersted 2

Ramt af ’Pferdekuss’, som forhåbentlig er den tyske term for ’hestebid’ – eller et gedigent gammeldaws trælår. Københavneren blev ikke brugt i seneste spillerunde, men der er trods alt gået ti dage siden da. Var slet ikke inde omkring EM-truppen, men har fightet sig tilbage trods en problematisk sæson for Magdeburg.

 

Jesper Nøddesbo 2

Han er uomtvisteligt en af verdens bedste offensive stregspillere, men alderen trykker, og FC  Barcelona insisterer åbenbart på en foryngelse af truppen – selv om jyden har kontrakt en sæson yderligere. Der har ikke været meget spilletid, men i onsdags fik han dog lov til at score tre gange i storsejren på 42-23 ude over BM Ciudad Encantada.

 

Lasse Svan 5

Tre mål mod Montpellier. Driftsikker indsats af den solide fløj, der bl.a. i kompagniskab med Anders Eggert diverterede med et af duoens signatur-trick: Fløj-vip’et. Forleden scorede Lasse Svan ni gange, da Flensburg var taget 890 km sydpå til Balingen og vandt 29-22.

Se også: Landin i sit livs form: Se hans nyeste superredning

 

Hans Lindberg 3

Hans Majestæt spillede sin første fremragende kamp for sin ny klub – Füchse Berlin – da han scorede syv på syv i 34-26 udesejren over Lemgo. Den 35-årige fløj fik chancen, da Mattias Zachrisson havde bummet tilstrækkeligt, og Lindberg får æren for, at berlinerne både nåede op – og overhalede værterne. De syv mål bringer danskerens total op på blot otte mål – men nu er topformen der forhåbentlig.

 

Henrik Møllgaard 4

To mål på tre forsøg og fire minutter i straffeboksen, da PSG Handball vandt over forfølgerne fra Alexander Lynggaards Saint-Raphaël og nu fører ligaen med 11 point – seks runder før slut. Paris-drengene skal lige spiller en Cup-semifinale søndag mod Cesson-Rennes, inden de ankommer til Herning mandag.

 

Kasper Søndergaard 4

Velkommen tilbage til ligaens femtebedste skytte og tredje-dygtigste assistmager. 137 kasser og hele 97 assists fortæller alt om, at venstrehånden fra Skjern kan tilføje offensiven tiltrængt power – hvis han altså er helt klar. Måtte udgå af forsmædelighederne mod Nordsjælland med en fod, der dog heldigvis ikke var brækket – men temmelig forstuvet.

 

Henrik Toft Hansen 4

Et mål mod Montpellier af manden, der fortsat – i storbrors fravær – skal holde den danske defensiv tæt. Det gør han med en vis succes i Flensburg, hvor han starter inde og sjældent render ind i udvisninger.

Se også: Flensburg og Eggert svarer DHF: Vi har brug for pause

 

Mikkel Hansen 6

11 kasser på 15 forsøg – heraf fem på straffe – da PSG Handball torsdag aften på udebane  nakkede liga-toerne fra Saint-Raphaël. Forleden scorede Hansen ti gange, da Paris hjemme knebent slog Nantes 34-33. Sjællænderen er suveræn topscorer i ligaen med 186 pletskud og topper også hitlisten i Champions League med 107 træffere. Det ser fornuftigt ud…

 

Michael Damgaard 5

Otte smæk i boksen for Magdeburg i 28-27 sejren over Göppingen – syv pivende slangehug og en enkelt kasse på kontra. Lollikken scorede Magdeburgs to sidste, afgørende træffere på trods af, at han fire minutter før tid lå lidende på gulvet efter et slag i ansigtet fra Tim Kneule. Damgaard gav bl.a. prøver på sit underhåndsskud. Stærk kamp – og udråbt som redningsmand!

Se også: 13.000 billetter solgt: Landskamp pludselig rykket efter hal-ups

 

Andreas Holst Jensen UB

Det store stortalent fra GOG kan få A-debut mod Tyskland, men er samtidig den store taber på grund af den forkortede samling. Vestjyden er nemlig kun med som lærling og siger farvel efter hjemkomsten søndag.

 

Gudmundur Gudmundsson 3

Islændingen er under kolossalt pres efter to kiksede slutrunder uden for semifinalerne – hvor specielt nedsmeltningen mod først Sverige og siden Tyskland i januar må have været svært at fordøje. Landstræneren SKAL bringe holdet til OL! I modsat fald er han formentlig færdig i jobbet – Ulrik Wilbek vil i hvert fald ikke udstede job-garanti på forhånd.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere