Minister om fjernet bikinikrav: Stadig plads til forbedring

Et krav om bikini for kvindelige strandhåndboldspillere fjernes. Der er dog stadig forskel for mænd og kvinde

Et omstridt krav om, at kvindelige strandhåndboldspillere skal spille i bikini, fjernes nu. Her ses en kamp ved de ungdomsolympiske lege i 2018. (Arkivfoto) Foto: Ian Walton For Ois/Ioc/Ritzau Scanpix
Et omstridt krav om, at kvindelige strandhåndboldspillere skal spille i bikini, fjernes nu. Her ses en kamp ved de ungdomsolympiske lege i 2018. (Arkivfoto) Foto: Ian Walton For Ois/Ioc/Ritzau Scanpix

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) glæder sig over, at et omstridt krav om bikini for kvindelige strandhåndboldspillere er blevet fjernet.

Ligesom mændene må kvinderne nu også gerne spille i shorts og tanktop. Deres uniform skal dog stadig være tætsiddende, og det møder kritik.

- Det er et skridt i den rigtige retning. Men jeg noterer mig, at der stadig er forskel - også efter de her nye regler - på kravene til mænd og kvinder.

- Så der er stadig plads til yderligere forbedring, lyder det fra ministeren.

Bikinikravet kom i fokus, da Norges kvindelige strandhåndboldlandshold spillede en kamp ved EM iført shorts i protest med kravet.

Det Norske Håndboldforbund fik en bøde af Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) for episoden. Men fra 1. januar 2022 fjernes kravet.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen kan der sagtens være krav til bestemte former for påklædning, når der dyrkes eliteidræt.

- Men det skal tage udgangspunkt i sporten og ikke i forventet publikumsvenlighed. Og slet ikke, hvis man vil gøre forskel på mænd og kvinder.

- Det er godt, at så skæve krav til mænd og kvinder nu bliver udlignet. Også selv om det ikke er helt i mål, lyder det fra ministeren.

Stort set samme melding kommer fra formanden for Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen:

- Der er fortsat plads til forbedringer, og det vil vi blive ved med at arbejde for. Men lige nu vil jeg hylde, at vi er nået hertil, siger han.

Bikinikravet blev diskuteret på en EHF-kongres i april. Det blev taget op igen i august, hvor et konkret ændringsforslag til reglerne blev udarbejdet.

Heller ikke Danmarks kulturminister, Ane Halsboe-Jørgensen, mener, at snakken omkring beklædningsreglerne i strandhåndbold er overstået.

- Hvis mændene kan spille i løstsiddende tøj, bør kvinderne også kunne det. Så det er noget, vi skal tale videre om, siger ministeren.