Misbrugte storhold: Sådan scorede Mikkel Hansen guldkontrakt

Mikkel Hansen scorede håndboldens bedste kontrakt, da THW Kiel blev brugt som løftestang i et forhandlingsspil

Mikkel Hansen brugte THW Kiel i spillet om at få en ny og bedre kontrakt med Paris  (Foto: AP)
Mikkel Hansen brugte THW Kiel i spillet om at få en ny og bedre kontrakt med Paris (Foto: AP)

De 20-dobbelte tyske mestre, THW Kiel, gør sig ikke ret store tanker om verdensstjernen Mikkel Hansen.

Tyskerne føler sig godt og grundigt misbrugt af danskeren og hans agent, Claus Flensborg, som brugte sommerens flirt som en løftestang til at få fordoblet lønnen hos verdens rigeste håndboldklub, Paris Saint-Germain Handball .

Mikkel Hansen skulle have været en del af et tysk dreamteam, der nu i stedet er ved at gå i opløsning, da anfører, tjekken Filip Jicha efterfølgende hoppede på karrusellen og smuttede til Barcelona.

Det var ikke positive superlativer, der blev hæftet på danskeren, da Ekstra Bladet i forbindelse med det nordtyske lokalderby mellem Flensburg Handewitt og THW Kiel forsøgte at finde af, hvad der var op og ned i en af sommerens store ikke-transferhistorier.

Se også: Danske tilskuere snydt: Må undvære mændene

Ingen havde lyst til at tale til citat, men opfattelsen i Kiel-lejren af danskeren som værende meget ’speciel’ var ikke til at tage fejl af.

Hvis den store franske sportsavis, L'Equipe ellers har kilderne i orden, valgte PSG Handball at fordoble Mikkel Hansens månedsløn fra 40.000 euro til 80.000 euro, hvilket svarer til en månedsløn på næsten 600.000 kr. for at kaste og gribe.

Dertil kommer, at franskmændene med masser af oliemillioner fra Qatar i ryggen i den tidligere kontakt skrevet på ruinerne af AG Københavns konkurs betalte bl. a. skat og husleje, så danskeren i den gamle kontrakt samlet set kostede en mio. euro.

Hvis beløbene har fulgtes opad, koster Mikkel Hansen i dag i nærheden af 15 mio. kr om året.

Det samme beløb må PSG Handball også punge ud til nyerhvervelsen Nikola Karabatic, som oven i kostede andre 15 mio. kr at købe fri hos Champions League-mestrene, Barcelona.

Se også: Danske mestre henter 44-årig veteranmålmand

Selv om det nye makkerpar udi håndboldens verden er de to dyreste spillere, tjener de ikke svimlende i forhold til Paris Saint-Germains fodboldspillere.

Her er den årlige gennemsnitsløn i følge Sportingintelligence 53 mio. kr. med Zlatan Ibrahimovic som topscorer med en årsløn på næsten 200 mio. kr.

De store lønninger til Mikkel Hansen og Nikola Karabatic kan indirekte aflæses i pariserklubbens budget, som med 125 mio. kr er håndboldens største og gør Paris Handball til favorit til at vinde Champions League.

Andre store navne i spillerstaben er bl. a. målmand Thierry Omeyer, hurtigfløjen Luc Abalo og verdensstjernen Daniel Narcisse.

Mens Nikola Karabatic to gange er kåret til verdens bedste, er Hansen, Narcisse og Omeyer alle blevet kåret en enkelt gang.

Se også: Historiske danskere klaskede mestrene: Det var specielt!

Så det er ikke uden grund, at flere internationale medier har svinget sig op og genoplivet det spanske udtryk ’Galacticos’, som blev brugt om Real Madrids fodboldhold med Luis Figo, David Beckham, Zinedine Zidane og ’tykke’ Ronaldo.

THW Kiel, som topper i Bundesligaen, har et budget på godt 70 mio. kr, mens Flensburg Handewitt med det næststørste budget er tæt på 50 mio. kr efter at have fået udryddet masser af gammel gæld.

KIF Kolding København har et budget på 28 mio. kr efter at have barberet tre mio. kr væk i løn efter at have sagt farvel til cheftræner Aron Kristjansson samt stjernerne Kim Andersson og Lasse Boesen. Eneste erstatning: Russeren Konstantin Igropulo.

I Paris er der kun tale om et greb i lommen, da den franske landsholdsstjerne William Accambray blev langtidsskadet, og franskmændene lejede Skjerns anfører, landsholdsspiller Henrik Møllgaard.

Se også: Dansk håndboldstjerne tæt på at blive blind

Selv om aftalen er hemmeligstemplet, vil Skjern efter sigende få en mio. kr ind i leje og spare det samme, altså en mio. kr i løn til klubbens vigtigste spiller.

En mio. kr er også, hvad Henrik Møllgaard vil få ud af det rent netto af at spille sammen med alle verdensstjernerne i Paris.

- Selv om det lykkes at finde en kvalificeret erstatning for Henrik Møllgaard, vil vi fortsat tjene penge på ’låneaftalen’, lyder det fra Skjern, der i forbindelse med aftalen med Paris sikrede sig, at Henrik Møllgaard vil vende tilbage og spille for vestjyderne frem til sommeren 2018.

Mikkel Hansens agent, Claus Flensborg havde torsdag ikke tid til at tale med Ekstra Bladet.

25 kommentarer
Vis kommentarer