Henrik Toft Hansen var turen igennem i mellemjulen, da corona forhindrede den store stregspiller i at deltage i Final 4 i Köln og værre end det: At få lod i det danske VM-guld, som Nikolaj Jacobsens tropper gaflede i Kairo i slutningen af januar.
Nu er turen så komme til holdkammeraten Mikkel Hansen, der under let mystiske omstændigheder ikke har været i stand til at deltage i PSG Handballs seneste kampe.
L’Equipe kan dog afsløre hvorfor: Monsieur Hansen er testet positiv for covid-19, men skulle dog være på vej tilbage i kampuniformen igen, melder den store franske sportsavis.
Brændte sin eneste chance
Mikkel Hansen var således heller ikke skrevet på kamprapporten, da Paris Saint-Germain søndag mødte Chambéry og uden dikkedarer vandt 34-23. Modstanderne bed fra sig til 12-11, men kunne ikke forhindre det Qatar-finansierede pariserhold i at løbe med sejren, der såmænd var sæsonens 18. af lige så mange mulige.
Kampen var netop udsat fra slutningen af marts på grund af to corona-tilfælde i pariser-truppen, hvor alle mand blev sendt i isolation. PSG måtte altså gennemføre kampen alligevel - men sejrede uden problemer.
Henrik Toft Hansen brændte sit eneste forsøg i kampen, hvor han måtte i straffeboksen en enkelt gang. Mikkel Hansen har foreløbig banket 77 mål ind i sæsonen, hvor han internt i klubben netop er blevet overhalet af Nedim Remili med 80 scoringer.
PSG har et forspring på fire point til de evige rivaler fra Montpellier på andenpladsen.