Nedrykninger stadfæstet i dansk håndbold

DHF's højeste organ stadfæster afgørelser om mesterskab, op- og nedrykning. Sagen er dog formentlig ikke slut

Tobias Jørgensen fra Nordsjælland Håndbold scorede 31. januar et mål mod Lemvig-Thyborøn, der var med til at sikre den sjællandske klub vigtige point i bundstriden. Mandag står det dog fast, at sejren tidligere på året er til ingen nytte i det endelige regnskab. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Tobias Jørgensen fra Nordsjælland Håndbold scorede 31. januar et mål mod Lemvig-Thyborøn, der var med til at sikre den sjællandske klub vigtige point i bundstriden. Mandag står det dog fast, at sejren tidligere på året er til ingen nytte i det endelige regnskab. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Dansk Håndbold Forbunds (DHF) repræsentantskab har mandag stadfæstet skrivebordsafgørelse om slutstillinger og nedrykninger.

Det oplyser DHF efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Kolding.

Mødet blev afholdt, efter sæsonen er endt i lidt af et kaos, efter at DHF i april afblæste sæsonen før tid som følge af coronakrisen.

Nordsjælland Håndbold, EH Aalborg og Odder Håndbold føler sig uretfærdigt behandlet, da skrivebordsbeslutningen betyder, at de tre klubber står til at rykke en række ned.

Da sæsonen blev afsluttet lå de tre klubber til nedrykning, men de havde alle en chance for at sikre sig redning.

Trods mandagens afgørelse er det sidste punktum formentlig ikke sat, da Nordsjælland, Aalborg og Odder allerede før mødet i Kolding havde appelleret sagen til appelinstansen i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Appelinstansen hos DIF har endnu ikke behandlet sagen, og derfor er det fortsat uvist, hvor det hele ender.

Da sæsonen blev afblæst før tid, lå Nordsjælland til nedrykning i herreligaen med fire point op til redning med to grundspilskampe tilbage.

Bedre så det ud for EH Aalborg hold i landets bedste række på damesiden, hvor nordjyderne havde tre kampe til at kæmpe sig til en ny sæson. Holdet havde samme pointantal som Skanderborg.

Odder fra herrernes 1. division havde også en fin mulighed for at forblive i rækken.

Det var i første omgang Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der besluttede at fastfryse stillingen og kåre mestre, nedrykkere og oprykkere.

Nordsjælland, EH Aalborg og Odder ankede efterfølgende sagen og fik medhold i Håndboldens Appelinstans.

DHF svarede igen ved at indkalde sit højeste organ, repræsentantskabet, til et ekstraordinært møde mandag aften til en afstemning afslutningen på sæsonen.

Det betyder afgørelsen:

  • Turneringen afsluttes, hvilket også gælder 2. division og ned
  • Team Esbjerg og Aalborg Håndbold er DM-vindere
  • EH Aalborg og Nordsjælland rykkes ned i 1. division
  • Vendsyssel Håndbold og TMS Ringsted rykkes op
  • Sæby HK og IF Stjerne samt Odder Håndbold, FIF og Roskilde Håndbold rykkes ned i 2. division
  • Pokaler og medaljer udleveres til klubberne. Der afholdes ikke nogen ceremoni i den anledning
  • Fordeling af pladserne i CL og EC sker iht. EC-regulativet
  • Reglerne for opfyldning fra reserveholdslisten gælder uændret

--------- SPLIT ELEMENT ---------

DHF-formand: - Virkelig trist for alle parter

Sagen om afslutningen af den danske håndboldsæson er endt som en kamp i medier og sociale medier.

Det siger formand i Dansk Håndbold Forbund (DHF) Per Bertelsen i kølvandet på mandagens beslutning om at stadfæste op- og nedrykninger.

Han glæder sig over valget, men ærgrer sig over forløbet.

- Det er virkelig trist for alle parter i håndbolden, at den her sag er blevet trukket sådan i langdrag, siger Per Bertelsen på forbundets hjemmeside.

- Selv om vi har gjort alt efter bogen i forhold til at rådføre os med jurister, er der alligevel huller, som er blevet udnyttet til det sidste i kampen for at omgøre en beslutning, som rettelig bør ligge hos Udvalget for Professionel Håndbold.

Han henviser til Nordsjælland Håndbolds, EH Aalborgs og Odder Håndbolds utilfredshed, med måden sæsonen blev afsluttet på.

Klubberne endte med at anke sagen og fik medhold i Håndboldens Appelinstans, hvorefter DHF svarede igen ved at indkalde til mandagens møde.

19 kommentarer
Vis kommentarer