Nikolaj: Derfor blev Mikkel på banen

Landstræneren turde ikke pille stjernen ud, selv om første halvleg var noget rod

Mikkel Hansen spillede ikke nogen stor første halvleg. Foto: Jens Dresling.
Mikkel Hansen spillede ikke nogen stor første halvleg. Foto: Jens Dresling.

HERNING (Ekstra Bladet): Med syv sejre har det danske landshold hidtil ryddet al modstand af vejen ved VM. Nu mangler der blot et lille, bitte skridt, før holdet er i semifinalen på fredag i Hamborg.

Sidste forhindring er Sverige onsdag, og landstræner Nikolaj Jacobsen er godt klar over, at blot et lille fejltrin vil være nok til, at hele korthuset braser sammen om ørerne på ham. Danmark kan tåle at tabe til Sverige, men ikke med mere end fire mål.     

- Det er ikke noget, vi tænker på. Vi vil gå ind og sætte os på kampen mod Sverige, og se om vi ikke kan vinde den. Men de fire mål er da en fin polstring at have.

- Hvordan vurderer du det svenske hold?

- Det er et stærkt hold, som stadig har chancen for at gå i semifinalen. Men de har også været ramt af skader, så de har deres udfordringer, siger Nikolaj Jacobsen.    

Der er stadig ting, der kan forbedres inden mødet med svenskerne, for Nikolaj Jacobsen er langt fra tilfreds med alt, hvad han så i kampen mod Egypten.

- Vi fik ikke løst deres 5:1-forsvar ret godt. Vi var ikke fokuserede. Du kunne se det på afleveringerne og på tempoet i afleveringerne. Det var ikke højt nok. Det er svært at vinde mand mod mandduellerne, når der ikke er mere fart på. Det skal vi have kigget på.

- Til gengæld fik vi vores syv mod seksspil til at fungere rigtig godt efter pausen. Vores forsvar kæmpede godt gennem 60 minutter. Vi lukker kun 20 mål ind, selv om vi ikke er begunstiget af ret mange redninger. Vi har kun seks i alt.

- Overvejede du ikke at spille syv mod seks allerede i første halvleg?

- Jo, det gjorde jeg, men vi lå der med føringer på to-tre mål og havde chancer til at øge, så vi kunne få kontrol på kampen, men det lod vente på sig.

- Hvorfor bragte du ikke spillere fra bænken i spil, da det ikke kørte for holdet i første halvleg?

- Jeg synes ikke, der var plads til det i dag. Og da vi går over til at spille syv mod seks, løser spillerne på banen det rigtigt godt.

- Kunne Mikkel Hansen ikke have fortjent en pause i første halvleg?

- Det er helt rigtigt. Men jeg skulle også give Rasmus Lauge pause, og det er det, der bliver problemet. Lige nu bliver Morten Olsen et offer for, at vi har for mange forsvars-angrebsudskiftninger i forvejen.

- Det var et valg ,du tog, at det var Lauge, der fik en pause og ikke Mikkel Hansen?

- Ja, fordi Mikkel ikke skal bruge så mange kræfter i forsvaret, som Lauge skal. Vi kunne give Lauge nogle pauser, fordi Magnus Landin gjorde det så strålende igen i forsvaret. Vi fik også Nikolaj Øris ind, og han gjorde en god figur i anden halvleg, siger landstræneren.     

Se også: Blodet flød i Herning: - Jeg håber da, jeg får et ar!

Se også: Triste danske præstationer - men en enkelt holdt verdensklasse

Se også: Tyskland og Frankrig er semifinaleklar ved håndbold-VM

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere