Nikolaj Jacobsen efter to nederlag på fire timer: - Fulgte med på livescore

Den danske træner så gerne, at det europæiske håndboldforbund (EHF) var mere fleksible i forhold til kamp-planlægningen

Nikolaj Jacobsen tabte lørdag to kampe, da hans mandskab Rhein-Neckar Löwen tabte til både Kielce og Kiel. Foto: Carsten Rehder/AP
Nikolaj Jacobsen tabte lørdag to kampe, da hans mandskab Rhein-Neckar Löwen tabte til både Kielce og Kiel. Foto: Carsten Rehder/AP

Det tyske håndboldhold Rhein-Neckar Löwen, der har den danske træner Nikolaj Jacobsen på trænerbænken, havde en noget travl lørdag, hvor de skulle spille to kampe i henholdsvis den polske by Kielce og den tyske by Kiel.

Det kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, og derfor stillede klubben op med to forskellige mandskaber.

To nederlag blev det til. Først blev andetholdet slået af Kielce med 17-41, og få timer efter tabte førsteholdet 22-27 til Kiel.

Fortjent nederlag
Den danske træner, der ikke selv var til stede i Kielce, mener ikke, at forløbet op til lørdagens kampe påvirkede kampens udfald mod Kiel.

- Desværre må vi sige, at Kiel var langt bedre, end vi var i første halvleg. Vi gør det, som man ikke skal gøre mod dem, og så straffer de os med hurtige mål, siger han til Ekstra Bladet.

- Hvor meget har du holdt øje med den anden kamp i dag?

- Ikke særlig meget. Jeg har selvfølgelig holdt øje via livescore og set at de unge drenge var godt med fra start, men ikke var i stand til at holde trykket mod Kielce.

Forstår ikke beslutning
Nikolaj Jacobsen ærgrer sig over, at man ikke var i stand til finde et kompromis og opfordrer EHF til, man i fremtiden lytter mere til aktørerne på banen.

- Det er klart, at vi som aktører gerne så, man kunne finde en bedre løsning og måske også lyttede mere til dem, der er på banen.

- Det har de ikke gjort, og EHF har gjort det klart, at de ikke vil have, at man spiller to dage i træk, selvom man gør det til en slutrunde, siger Nikolaj Jacobsen med henvisning til at klubben tilbød at spille kampen søndag.

Spiller for at vinde
I næste weekend møder Rhein-Neckar Löwen Kielce i returopgøret af Champions League 1/8-dels finalen, og selvom de her er bagud med 24 mål, så vil Nikolaj Jacobsen ikke bare give kampen væk.

- Vi ved godt, vi er ude, men vi spiller. Det bliver nok en mærkelig kamp, i og med vi er 24 mål bagud.

- Jeg går ud fra, vi stiller i stærkeste startopstilling, men vi har haft en del skader og sygdomme, så vi er nødt til at se, hvordan ugen kommer til at forløbe.

Se også: Klavs Bruun efter smal sejr: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Se også: Håndbold-farcen total: Nikolaj Jacobsens tropper fik prygl i Polen - og i Kiel

Se også: Etiopisk kvinde sætter verdensrekord ved VM

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere