Nikolaj: Jeg skal have kunstigt knæ

Den gigtplagede landstræner giver op – nu bliver han nødt til at få opereret det knæ, han smadrede for 20 år siden

Nikolaj Jacobsen håbede, han kunne trække den lidt længere, inden han skulle have sit venstre knæ erstattet af en protese

Nu går den i bogstavelig forstand ikke længere!

Nikolaj Jacobsen giver fortabt i forhold til sit venstre knæ og har indstillet sig på en operation, hvor han hurtigst muligt får det nedslidte led erstattet med en protese.

Du har døjet med det knæ i 20 år, så det må være helt håbløst nu?

- Ja! Det er en K4'er! Jeg har trukket den længe i håbet om, at det blev bedre efter en operation i efteråret, hvor jeg fik fjernet nogle temmelig voksne ’mus’, noget arvæv og fik renset knæet. Det hjalp i starten, men nu kan jeg slet ikke belaste knæet længere, siger Nikolaj Jacobsen.

- Jeg kan ikke gå i ti minutter, uden det hæver og gør ondt. Det påvirker min nattesøvn, fordi gigten konstant murrer, og jeg kan ikke træne muskulaturen op, fordi smerterne jager som knive i knæet. Der er ingen brusk tilbage, knæet er totalt slidt ned.

Landstræneren har i mange år vidst, dagen ville komme, men han håbede at kunne trække operationen til efter OL i sommer og måske også EM næste januar.

Han samler sine verdensmestre i næste uge i Aalborg før to kval-kampe mod Nordmakedonien.

- Jeg håber, jeg kan komme forholdsvis hurtigt. Jeg skal til forundersøgelse om onsdagen efter samlingen, og der håber jeg at få grønt lys til et nyt knæ, siger Nikolaj Jacobsen.

Hvis han kan komme hurtigt under kniven på Hamlet, er han måske ikke helt vildt sprællende ved næste samling i april – men til gengæld klar til OL i Tokyo i juli.

- Efter tre måneder skulle man gerne være normalt gående igen. Det kan nås. Hvis der ikke er tid nu, må jeg vente til efteråret – men jeg håber meget at få det fikset nu, siger Nikolaj Jacobsen.

Hvornår traf du beslutningen?

- I mandags. Da snakkede jeg med én, efter jeg havde været ude at spille golf i søndags. Nu skal du lige have med, at jeg GÅR jo ikke rundt, vel. Jeg kører rundt på en scooter. Alligevel gjorde det vildt ondt bagefter. Nu skal der ske noget, siger han.

Landstræneren ødelagde knæet i den første ligakamp i 2001, og derfor var han iført gips og krykker, da landsholdet endelig brød igennem med bronze ved EM i Sverige i januar 2002. Han nåede kun de sure 90'ere - men har stadig rekorden for flest scorede mål. 15 i et opgør mod Grækenland. Foto: Tim K. Jensen
Landstræneren ødelagde knæet i den første ligakamp i 2001, og derfor var han iført gips og krykker, da landsholdet endelig brød igennem med bronze ved EM i Sverige i januar 2002. Han nåede kun de sure 90'ere - men har stadig rekorden for flest scorede mål. 15 i et opgør mod Grækenland. Foto: Tim K. Jensen
 

Han finder telefonen frem og demonstrerer:

- De fjerner jo det hele! Jeg har undersøgt lidt på YouTube… Jeg er mest bange for smerterne, men… Jeg ved ikke, om du synes, det er lækkert at se det? Her er der et åbent knæ, hæhæ.

Jeg besvimer om lidt…

- Jeg er heller ikke vild med det.

I år er det 20 år siden, Nikolaj Jacobsen smadrede knæet, da han i en kontra for Kiel stødte hårdt sammen med Wallau Massenheims målmand Zoran Djordjic. Fynboen blev opereret og spillede flere sæsoner med tiltagende smerter.

- Hvis jeg havde vidst, det ville gå sådan, havde jeg ikke gjort det. Jeg blev fortalt, at jeg ville kunne leve fint resten af livet med det, de lavede i 2001, men…

Hvad drømmer du om at kunne bagefter?

- Jeg kommer nok ikke til at løbe en maraton, men at gå en tur med Lenette, Alvin, en runde på golfbanen med kammeraterne – og  måske ligefrem spille lidt padel tennis en gang om ugen. Mere har jeg ikke behov for.

Nikolaj, politiet - og 408 guldbajere!

Nikolaj hård: Verdensmestre vraget

Den koster en formue i forsikring