Nikolaj, politiet - og 408 guldbajere!

- Jeg synes, det er ærgerligt, siger landstræneren, der fik en heltemodtagelse, som nu er politianmeldt

Nikolaj Jacobsen er vendt hjem til solidt dansk vintervejr hjemme på Thurø
Følg Håndbold

Søndag stod han i 26 grader knastør afrikansk varme og blev overdænget med en orkan af guldpapir - onsdag står Nikolaj Jacobsen i nul grader og en klam pivstorm fra øst, mens sneen pisker ned over Blåby.

Vi er på Thurø, hvor barske søfolk i sin tid vendte hjem fra langfart med engelsk syge og lommerne fulde af kontanter. Skipper Jacobsen afmønstrede mandag med resterne af 'The Cairo Quickstep' og en guldmedalje om halsen.

Bekymrede tv-seere så en udslukt landstræner med mavekneb sidde med ansigtet i hænderne, mens spillerne jublende dansede de første trin i guldvalsen.

- Åh ja. Jeg var bare træt. Og lettet. Mere var der ikke i det. De sidste kampe var hårde, og fra kvartfinalen og frem kunne jeg ikke rigtig spise noget. Først diarré og så mavekrampe. Det gik egentlig fint nok i kampene, men der var ikke så meget energi til sidst, siger han efter at have gennet familiehunden Alvin ind.

Nikolaj Jacobsen er i gang med at indhente søvnunderskuddet og  har ingen planer om at sætte kniv og gaffel i hverken pasta eller tørstegt kyling i den nærmeste fremtid. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Nikolaj Jacobsen er i gang med at indhente søvnunderskuddet og har ingen planer om at sætte kniv og gaffel i hverken pasta eller tørstegt kyling i den nærmeste fremtid. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

Forberedelse og taktik koster nattesøvn, og 'Niko' sad som den sidste til kl. fire og endog fem om morgenen, inden han sov et par timer og var i gang igen kl. 10.

- Det hjælper lidt på det, jeg får slappet lidt af, men det er hårdt at vende rundt på nat og dag, siger han.

På Thurø byder man hinanden velkommen hjem med bannere oppe i T-krydset efter dæmningen fra Fyn, og på grund af tidspunktet var flagstængerne erstattet af en stemningsfuld allé med præcis 100 fakler, da en dødtræt Nikolaj Jacobsen søndag landede på Thurø.

- Jeg vidste, der var lavet en fakkel-allé, og at jeg skulle lave to interviews, men jeg anede ikke, der ville stå mennesker. Jeg hilste lidt, snakkede i ti sekunder med tre kammerater, og så kørte vi hjem.

- Nu er arrangementet meldt til politiet. Hvad synes du om det?

- Det er ærgerligt. Nu var jeg der ikke i ret lang tid, men som jeg så det, stod folk med afstand langs med vejen, og så er det klart, at da jeg laver de to interviews, er der nogle, der gerne lige vil have nogle billeder. Men efter hvad jeg bemærkede, så det helt fredeligt ud, siger Nikolaj Jacobsen og tilføjer:

- Men det var nok til at forudse, at en eller anden ville synes, det var forkert.

- Nu er det vel ikke Jan Pytlick, der er blevet jaloux ovre på Grasten?

- Haha!. Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, det er en fra Thurø, haha.

Brovejskrydset på Thurø giver enestående muligheder for enten at styre mod Grasten eller Blåby. Her hænger thurinerne hilsner op, når folk vender hjem fra langfart - for år tilbage var der også et banner, der bød en mor velkommen hjem fra Føtex ... Foto: Tim Kildeborg Jensen
Brovejskrydset på Thurø giver enestående muligheder for enten at styre mod Grasten eller Blåby. Her hænger thurinerne hilsner op, når folk vender hjem fra langfart - for år tilbage var der også et banner, der bød en mor velkommen hjem fra Føtex ... Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

Foran huset var der plantet masser af dannebrogsflag - mange med personlige hilsener - og vennerne og naboerne Keld Vilhelmsen og Gitte Sunesen kiggede lige kort forbi matriklen, hvor pasta og kylling i en periode definitivt er udryddet fra kostplanen.

Til gengæld kan skipper Jacobsen med sindsro byde på en bajer. Thurinerne samlede ind, så landstræneren fik ikke færre end 408 guldbajere ved ankomsten til hjemmet.

- Hvornår får du bund i dem?

- Som jeg har forstået det, er de ikke til mig alle sammen. Det…

- Håber du ikke!

- Hæ, nej det håber jeg ikke. Jeg får ikke drukket 408 guldøl, haha. Jeg satser på, jeg til næste samling kan have nogen med, og så kan det da være, jeg kører ud og sætter fire kasser til drengene fra GOG.

- Du er ikke den store øldrikker i det hele taget ...

- Nej, det er jeg ikke. Jeg er mere til en cola zero, men jeg kan godt li' en øl, og jeg er rigtig glad for tanken.

Politianmeldt for Nikolaj-hyldest

Den koster en formue i forsikring

Agger og Danmark jubler over VM-guldet

Mere fra Ekstra Bladet+

'Tøsedrengen'

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind