Nikolajs dystre OL-melding: Jeg glæder mig ikke

Da han var ung, var det Nikolaj Jacobsens helt store drøm at komme til OL – nu ser han helst, at man dropper OL til sommer

Når Nikolaj Jacobsen i dag samler sine dobbelte verdensmestre, er det ikke blot for at spille to EM-kvalkampe mod Nordmakedonien i hhv. Skopje torsdag og Aalborg søndag – det er også startskuddet på kampagnen mod næste store mål: OL i Tokyo i juli.

Landstræneren nåede som aktiv aldrig i nærheden af et OL, som også for ham og hans generation var drømmemålet. Derfor er det også paradoksalt, når Nikolaj Jacobsen fire måneder før den olympiske fest blankt indrømmer, at han er meget i tvivl.

- Du havde vel troet, dit første OL skulle være et, du glædede dig til?

- Ja! Dét havde jeg – og det gør jeg ikke lige nu! Ikke endnu i hvert fald. Lige nu kan jeg ikke se, hvordan de skal gennemføre det forsvarligt. Man skulle have flyttet det til 2022, og så var det heller ikke kollideret med EM i fodbold, og vi ville måske være på den anden af pandemien, siger Nikolaj Jacobsen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Nikolaj Jacobsen var aldrig i nærheden af et OL som aktiv, og det var hans generations helt store skuffelse. Nu skal landsholdet af sted, men han glæder sig ikke. Foto: Tim K. Jensen
Nikolaj Jacobsen var aldrig i nærheden af et OL som aktiv, og det var hans generations helt store skuffelse. Nu skal landsholdet af sted, men han glæder sig ikke. Foto: Tim K. Jensen
 

- Så du helst, OL blev aflyst?

- Hmm. Det kommer an på, hvordan og hvorledes tingene ser ud. Hvis folk kan blive vaccineret, og man kan leve INDEN for OL-byen uden restriktioner, uden at skulle testes hver dag og bære plastikhandsker…

- Men jeg kan slet ikke se, hvordan man skal kunne bespise atleterne – det er min allerstørste bekymring, at der skal sidde 5000 mennesker i et OL-telt, og hvordan kan de gøre det anderledes? 100 telte a 50 personer? Jeg tænker ikke, det kan lade sig gøre, siger Nikolaj Jacobsen og ryster på hovedet.

- Vil du helst have det aflyst?

Som verden ser ud lige nu, synes jeg ikke, OL skal afholdes nu. Men det kan ændre sig om tre måneder. Forhåbentlig. Men jeg er skeptisk.

Hvis det bliver til noget, så har I fire uger fra turneringsslut, inden I skal til Tokyo med jetlag og det hele…

- Spillerne får en lille uges ferie, mere kan jeg ikke give dem. Så vil det være lækkert og vigtigt at komme derover mindst en uge før OL på grund af tidsforskellen på otte timer, som ikke er sjov at vænne sig til. Vi skal også vænne os til varmen og luftfugtigheden, og det kræver, at vi minimum er der en uge inden, siger Nikolaj Jacobsen.

Spillerne går et heftigt forår i møde med tætpakkede kampprogrammer, mens ligaerne spidser til, og de travleste nærmest bor i chartrede flyvemaskiner. Det bekymrer landstræneren mindre end så meget andet.

- Man bliver ikke nødvendigvis skadet, fordi man spiller mange kampe, det handler lige så meget om at dosere dygtigt i træning og det, der kommer imellem. Men den mentale del… Det er klart, der kommer en regning på et tidspunkt. Nu kommer de fra en lang corona-pause i foråret, som sikkert har gjort mange godt, men der kommer helt sikkert en regning, vurderer Nikolaj Jacobsen.

- Jeg tror, den kommer her i foråret, så det kan godt blive tungt frem mod et OL, som vi stadig ikke aner noget om 100 procent.

Nikolaj: Jeg skal have kunstigt knæ

Nikolaj hård: Verdensmestre vraget

Nikolaj, politiet - og 408 guldbajere!