Nøddesbo hjem med giga-skuffelse

FC Barcelona kunne ikke for alvor hidse sig op til bronzekamp og tabte til Veszprem ved Final 4

Nøddesbo og Barcelona fik ikke medaljer med hjem. Arkivfoto: Daniel Reinhardt
Nøddesbo og Barcelona fik ikke medaljer med hjem. Arkivfoto: Daniel Reinhardt

KÖLN (Ekstra Bladet): Den ene dag vinder Real Madrid Champions League i fodbold for anden gang i træk – den næste drøner FC Barcelona hjem fra håndboldens svar på det juvelbesatte cirkus med en fjerdeplads.

Ikke nogen sjov weekend for nogen catalaner…

Jesper Nøddesbo og FC Barcelona tabte bronzekampen ved Final 4 til Veszprem med 34-30 efter ungarsk etmåls-føring ved pausen.

Nummer chok ved Final 4. Ikke lige den afsked med storklubben, Jesper Nøddesbo havde drømt om. Men danskeren fik heller ikke mange minutter på banen til at give sit bidrag til, at det IKKE skulle gå sådan.

For puha, hvor er det tungt at gå til denne søndag eftermiddag for at spille om noget, der ligner kejserens skæg blot 24 timer efter, man har tabt en Champions League-semifinale. Det kunne ses – på begge hold. Og på måltavlen. Efter lørdagens to skarpe første halvlege i begge opgør, hamrede scoren helt op på 18-17 til Veszprem i bronzefinalen mod FC Barcelona.

Sølle fire og fem redninger til de to holds keepere – helt nede omkring de yderst kritisable 20.  Den catalanske forsvars-strateg Viran Morros var toptændt, ville så meget, dirigerede med alt og alle, scorede endog til 3-3 i kontra (!) – men stod så på flade fødder i eget forsvar og tog en ordentlig koger ind imellem. Ind og ud med ham.

Jesper Nøddesbo sad i samtlige første halvlegs 30 minutter uvirksom helt nede ved vandbeholderen og klublægen, der konstant bærer blå hospitalshandsker af let plastic. Just in case.

Ingen Viktor Tomas eller Valero Rivera på fløjene fra start, Boris Ristovski fik chancen i målet i stedet for super-keeperen Perez de Vargas. Der skulle i den grad doseres med kræfterne og findes energi hos dem, der kunne ryste lørdagens skuffelse af sig – i hvert fald i et eller andet omfang.

Det blev en solid omgang tømmermandshåndbold, hvor eksempelvis Cedric Sorhaindo lignede en mand, der skulle i gang med dagens tiende maraton, når han formodedes at sætte i en heftig sprint i form af et returløb. Det gad han godt nok ikke!

Jesper Nøddesbo blev sendt på banen efter 38 minutter ved stillingen 22-21 til et Veszprem-hold, der med ungarsk statsgaranti også var godt og grundigt mørbanket på både krop og sjæl efter dukkerten lørdag – men blev fyret godt og grundigt af sted af minimum 5.000 hektiske fans koncentreret i det ene hjørne – og pænt spredt ud over hele hallen.

Når superstjernen Laszlo Nagy kaster sig over løse bolde på gulvet, ved man, han VIL vinde – og den særdeles tætte svenske stregspiller Andreas Nilsson fik også en ordentlig næsestyver og solide prygl undervejs i udførelsen af sit slidsomme erhverv og scorede nogle gevaldigt flotte slidermål i den fase, da ungarerne for alvor trak fra.

Roland Mikler på mål i anden halvleg hjalp også ligesom ungarerne lidt på vej.

Uheldigvis suste Veszprem lige præcis i den periode afgørende foran. Fra 22-21 til 26-22, og så var Jesper Nøddesbos syv minutter lange vikariat udløbet. Ungarerne øgede føringen til fem, og den holdt de kampen ud til usigelig fryd og jubel for de mange rødblusede fans.

Jesper Nøddesbos endelige afdansningsbal med FC Barcelona finder sted næste weekend med Copa del Rey – kongens pokal – der afvikles med kampe over tre dage.

Ingen Barcelona-spiller gik ud af hallen og lignede nogen, der glæder sig voldsomt til det stævne…

Se også: Super-målmand: Mikkel er en ægte fighter

Se også: Skuffet Nødde: Nu hepper jeg på Mikkel

Der er ikke meget plads i haven, men der kan lige akkurat leges lidt med den fodbold, der nær var blevet landstrænerens skæbne. Manglende bil og buskort forhindrede, at han var fortsat på kontrakt i OB. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Nikolaj Jacobsens mor faldt død om i håndboldhallen: Det ændrede alt

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere