Nøddesbo revser Wilbeks valg: Ren følelsesporno

Landstræneren kunne have passet bedre på os, det var ikke i orden, og det giver stadig ingen mening, siger stregspilleren om gladiatorkampen før VM i Kroatien

Jesper Nøddesbo er lige blevet fyret fra VM-truppen, Torsten Laen tager den sidste plads - og Ulrik Wilbek er lidt hektisk på vej ned efter Robinson-dysten i Randers. Foto: Lars Poulsen
Jesper Nøddesbo er lige blevet fyret fra VM-truppen, Torsten Laen tager den sidste plads - og Ulrik Wilbek er lidt hektisk på vej ned efter Robinson-dysten i Randers. Foto: Lars Poulsen

Jesper Nøddesbos karriere har budt på store opture, OL- og EM-guld – men også dybe nedture som eksempelvis den tabte VM-finale i hjembyen Barcelona i 2013. Danmark tabte med 16 mål til Spanien! Det blev han nu ikke hånet for i FC Barcelona, hvor catalonierne i truppen faktisk overvejende holdt med danskerne. Alt andet end Spanien…

For snart ti år siden var Jesper Nøddesbo før VM i Kroatien involveret i en benhård og næsten hjerteskærende duel om den sidste plads i truppen. Ulrik Wilbek havde offentligt dekreteret, at kampen om den 16. og sidste plads i truppen stod mellem Nøddesbo og Torsten Laen – og han ville træffe afgørelsen i Randers efter den sidste testkamp mod Rumænien.

Ren Robinson!

I sin bog ’Yes Man’, der udkommer mandag, beskriver Jesper Nøddesbo dén oplevelse som ’følelsesporno’. ’Det var fair nok, at én skulle sies fra, selvfølgelig, men den følelsesporno, der blev lavet ud af det, fordi Ulrik syntes, at det skulle foregå til skue for alle, var ikke i orden. Den giver stadig ingen mening for mig, og jeg må have spurgt ham om det en dag over en kop kaffe.’

Enhver kan vist forestille sig, hvor led situationen var den dag i Randers. Jesper Nøddesbo var logisk nok ked af det, og Torsten Laen gjorde også i bestemt vendinger opmærksom på, at han ikke var enig i metoden - men fynboen fik den 16. plads i truppen. Foto: Lars Poulsen
Enhver kan vist forestille sig, hvor led situationen var den dag i Randers. Jesper Nøddesbo var logisk nok ked af det, og Torsten Laen gjorde også i bestemt vendinger opmærksom på, at han ikke var enig i metoden - men fynboen fik den 16. plads i truppen. Foto: Lars Poulsen

Ekstra Bladet var naturligvis til stede den dag i Randers og husker den vildt underlige og trykkede stemning, da landstræneren efter kampen kaldte de to spillere op ad en trappe til et kontor, hvor han kort evaluerede deres indsats – og fældede dommen. Den faldt ikke ud til Jesper Nøddesbos fordel.

Han fortæller:

’Journalisterne var selvfølgelig lynhurtige til at kaste sig over stregduellen, og der blev skrevet og sagt enormt om, hvem der skulle med, og hvem der ikke skulle med. Det var ikke sådan, at Torsten og jeg gik og skulede ondt til hinanden, og jeg tror ikke, at nogen af os var fan af, at det skulle foregå i fuld offentlighed. Men det havde Wilbek valgt, og så forsøgte vi blot hver især at gøre vores bedste for at overbevise ham om, hvem han skulle vælge. Det var gladiatorkamp for åbent tæppe, og afgørelsen faldt først en lille uge før VM’s start efter en kamp mod Rumænien i Randers, hvor vi vandt med 32-29. Bagefter hev Ulrik os ind i et lille mødelokale og gav os beskeden enkeltvis: Jeg var ude, Laen var inde.

Der var kun én vej ud af lokalet – og det var en trappe direkte ned til den ventende presse, der ville have sin luns. Så jeg måtte skuffet og ked af det luske ned ad trappen og forsøge at sige noget fornuftigt, men man kan se på billederne fra den dag, at det på ingen måde var let,’ fortæller Jesper Nøddesbo.

Jesper Nøddesbo tabte duellen om den sidste plads. Et halvt år senere fik han at vide, at han ikke behøvede at dukke op i FC Barcelona efter sommerferien - men han blev, kæmpede og vandt. Foto: Lars Poulsen
Jesper Nøddesbo tabte duellen om den sidste plads. Et halvt år senere fik han at vide, at han ikke behøvede at dukke op i FC Barcelona efter sommerferien - men han blev, kæmpede og vandt. Foto: Lars Poulsen

Jesper Nøddesbo fortæller videre i bogen:

’Jeg ved godt, at vi som hold nød godt af opmærksomheden fra pressen og de gode historier, men det her blev for tykt og alt for skarpt trukket op, når der kom to fyre ned ad trappen med fuld blæs på følelserne. Den ene fordi han er jublende glad og lettet, den anden fordi han er mega trist.

Jeg havde mere brug for at være mig selv end at skulle stå til regnskab for pressen lige dér, men sådan blev det, og så prøvede jeg at være konstruktiv og fattet midt i en dårlig udgave af X Factor, hvor jeg lige havde fået at vide, at det havde været et tæt løb og en meget svær beslutning.

Det viser meget tydeligt, at professionel håndbold er en del af underholdningsbranchen, men jeg mener alligevel, at Ulrik kunne have passet bedre på os, end han gjorde i den situation. Det var både Torsten og jeg enige om, og Torsten var også ude at sige det i pressen bagefter. Ulrik kommenterede det aldrig selv over for os, men efterfølgende fornemmede jeg, at han ikke havde tænkt sig at skabe så offentlig en duel igen.’

Se også: Dansk OL-guldvinder: Jeg var ved at knække totalt i Rio

Se også: Skadet René Toft melder fra til EM-kvalifikation

Se også: Landin med ekstrem redning: - Det er fuldstændig vildt!

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere