Nøddesbos drøm knust i sidste sekund

FC Barcelona slået ud af Champions League af Vardar Skopje – intet danskermøde i finalen i morgen

Nøddesbo og co. er færdige i Champions League. Arkivfoto: Daniel Reinhardt
Nøddesbo og co. er færdige i Champions League. Arkivfoto: Daniel Reinhardt

KÖLN (Ekstra Bladet): Jesper Nøddesbo har drømt om sin tredje titel. At vinde Champions League tre gange som den eneste dansker og få den perfekte sortie i FC Barcelona, inden han til sommer stikker hjem til Danmark og kaster glans over ligaen i den kommende sæson.

Luka Cindric smadrede den drøm efter et drama af en kamp.

Vardar Skopje knuste Jesper Nøddesbo og FC Barcelona med en træffer helt oppe i krogen til 26-25 efter makedonsk 13-12 føring ved pausen, og dermed må FC Barcelona nøjes med at spille om kejserens skæg og bronze søndag mod Veszprem, der tabte deres semifinale til PSG Handball.

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Bum! Der sidder noget af en torden-næve på Vuko Borozan, og når den 23-årige montenegriner fyrer kanonen af og sender den skamskudte bold i kassen via undersiden af overliggeren med et dumpt drøn, går der et sus gennem Lanxess Arena – uanset om tilskuerne holder med det ene eller det andet hold.

Men det gør der også, når Jesper Nøddesbo med en teleskop-arm af den anden verden griber en umulig bold midt i en klynge af makedonere, får tag i kuglen i samme øjeblik, han bliver smadret i gulvet – og bliver tilkendt et straffekast. Danskeren knytter næverne og saver med underarmene op mod den catalanske koloni i det ene hjørne og brøler BUUUUUH, så det kan høres.

Og der bliver efterfølgende scoret fra syv meter.

Danskeren fik i den grad lov at lege med. Det blev kun til et par yderst kortvarige indsatser af minimal varighed inden pausen, men han fik ti gode minutter i starten af anden halvleg, hvor Barcelona ellers hang lidt i bremserne.

Catalanerne kom bedst fra start i semifinalen mod Vardar Skopje og gik i front 8-5, men blev hentet igen ved 10-10 og var bagud 12-13 ved pausen. Skopje havde længe teten derefter og førte med en og to helt frem til 21-19 i det 49. minut, men når man så lige kan sætte en mand som Kiril Lazarov – i øvrigt makedoner – ind fra bænken og hamre et par bolde i kassen, så er man jo trupmæssigt set meget hæderligt kørende.

Vardar Skopje slog Barcelona ud. Foto: All Over Press
Vardar Skopje slog Barcelona ud. Foto: All Over Press

Skarpskytten tog bogstaveligt forstand sagen i egen venstrehånd og hamrede bold efter bold ind bag Arpad Sterbik i et opslidende slag mod scoren og tiden på uret. Det sidste med sølle 16 sekunder retur til udligning 25-25, men Vardar time-out og bolden i næverne længe nok til at sikre sejren i ordinær spilletid.

Drama, drama, drama. Og Luka Cindric.

Der var lagt op til en målmandsduel mellem den klejne Perez de Vargas i Barcelona-buret og kæmpen Arpad Sterbik, der har gjort så ondt på så mange modstandere i en hulens masse år. Bare spørg de danske landsholdsspillere, hvordan de havde det med ham efter den tabte VM-finale i Barcelona, dengang han optrådte for Spanien.

Perez de Vargas manglede lige den sidste redning…

Mikkel Hansen og PSG er i finalen. Se alle Hansens syv kasser fra semifinalen her:

Og læs meget mere om kampen her:
Se også: Mikkel og Paris gik endelig i finalen

Se også: Kæmpe hæder til Mikkel Hansen

Foto: /ritzau/ Sport og Spil Husker du? Her er de glemte sportsstjerner

1 af 2 Vardar Skopje slog Barcelona ud. Foto: All Over Press
2 af 2 Nøddesbo og co. er færdige i Champions League. Arkivfoto: Daniel Reinhardt
1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere