Kold kaffe er kedelig, og håndboldkampe, hvor det ene hold fører 23-10 ved pausen, og den første udvisning falder tre minutter inde i anden halvleg… Jamen, findes der noget mere røvsygt?
Danmark stortævede D.R. Congo med 39-19 efter 23-10 ved pausen. Det foregik fuldstændig uden nævneværdige problemer i en kamp, hvor de hvid-røde stod i forsvar i lange perioder, for enten scorede de i kontra eller efter ganske få sekunder i boldbesiddelse.
Og så var det retur i eget forsvar nok engang.
Nikolaj Jacobsen havde på forhånd ikke haft mulighed for at læse synderligt op på D.R. Congo, men han havde alligevel set så meget fra afrikanernes opgør mod Argentina, at han bevilgede pause til flere fra A-kæden.
Niklas Landin, Mikkel Hansen og Lasse Svan fik lov at se på, og selv om Mikkel vist nåede at lette lidt fra stolen ved et danske straffekast i første halvleg, så blev han sendt retur på rumpen.
Den nappede Johan Hansen, der i øvrigt med største selvfølgelighed plaffede otte kugler i kassen på de første 30 minutter, og skulle man finde et eller andet for at drible en sjat spænding ind i anden halvleg, så var det vel, om det mon skulle lykkes færingen at smadre Nikolaj Jacobsens scoringsrekord på 15 basser engang i Athen i 1998.
Det moment forsvandt selvfølgelig til jorden med det samme, fordi Lasse Svan blev sendt i aktion i stedet for Johan Hansen efter pausen…
Store Gauthier Mvumbi – ’El Gigante’ som han blev præsenteret – blev sendt i aktion efter otte minutter og 14 sekunder, og den store stregspiller, der er blevet et viralt hit, stillede sig fluks over mellem Lasse Andersson og Johan Hansen, der virkede en kende klejn i den sandwich.
Stregspilleren havde inden kampen fået en personlig Instagram-hilsen fra ingen ringere end NBA-legenden Shaquille O’Neal, der i en syv sekunder lang ’story’ med dyb bas spørger:
’De siger, du er the Shaq of team handball, hvad sker der?’
Der skete rent praktisk det, at congoleseren deltog i en håndfuld angreb inden pausen – og plaffede to bolde ind. Nummer tre faldt efter pausen, hvor Mathias Gidsel ikke havde det vilde held med at forhindre ’El Gigante’ i at kaste sig ind i feltet og smaske kuglen ind. På vej ud mod bænken kolliderede han så lige med Mads Mensah.
Mvumbi havde på forhånd afsløret en intern Congo-joke, der gik ud på at få flået hårbåndet af Mikkel Hansen undervejs i de noget ensidige løjer. Det lykkedes ikke af den simple grund, at monsieur Hansen fik lov at afspadsere samtlige 60 minutter.
Vi fik set Emil Nielsen stå okay i målet specielt i første halvleg, og vi så Henrik Møllgaard tilbage i glansrollen som vikar på venstre fløj – og i et ikke helt kalibreret samarbejde med Lasse Svan i modsatte side. Men kollegaen fik da plaffet bolden ind efter den overraskende aflevering ind over feltet…
D. R. Congo var en simpel opgave af den slags, der kan give bøvl, hvis fokus er væk. Dét var det ikke, og bænken blev brugt bredt og slap for skader, og så venter gruppefinalen på tirsdag mod Argentina.
Det bliver lige en anelse sværere end udfordringen denne søndag aften.
VM-farcen fortsætter: Kan ikke stille hold
Dansk VM-spiller klar til kamp efter coronatest