Ny landstræner: Det er synd for min søster

Jesper Jensens nye job koster Trine Nielsen rollen som landsholdsekspert på TV2 – og han kan selv ryge i interessekonflikter med klubberne

Tidligere mandag blev Jesper Jensen præsenteret som landstræner for håndboldkvinderne. Video: Ritzau Scanpix

KOLDING (Ekstra Bladet): Yesper!

Harpiks-Danmark er ikke i tvivl: Den 42-årige succestræner fra Team Esbjerg er den helt rigtige mand til at forløse det medalje-potentiale, nogle tror og flere håber, kvindelandsholdet råder over.

Kontrakten løber i tre år, men begge parter kan fyre hinanden allerede i slutningen af december efter EM i Danmark og Norge, HVIS en af parterne ikke føler, det fungerer med en landstræner, der samtidig styrer Team Esbjerg.

- DHF har muligheden for at stille mig stolen for døren, erkender Jesper Jensen.

- Men jeg tror, de kommer til at sige: Det er den bedste idé, du nogensinde har fået! Jeg er så glad for den hverdag, jeg har i Team Esbjerg, og jeg føler, jeg bliver det rigtige menneske af at have med spillere at gøre hver dag, så jeg tror også, DHF får en dygtigere landstræner, siger den 42-årige østjyde.

Nu er løsningen blevet, at assistenten Lars Jørgensen ryger på fuld tid og tager en masse af de opgaver, der ikke handler om 6:0 og syv-mod-seks.

- Hvis jeg skulle bruge 90 procent af tiden på noget, der ikke tanker mig op, ville jeg blive en dårligere træner. Hvis jeg havde været træner i 20 år, ville jeg måske tænke, at leret var brændt fast, og jeg var færdigudviklet. Men jeg føler hvert kvartal, at jeg udvikler mig af at stå på halgulvet, siger Jesper Jensen.

- Det her er den helt rigtige løsning for mig, landsholdet og for alle. Om det er det for Esbjerg, kan vi så diskutere…

Der er én stor taber i det spil: Lillesøster Trine Nielsen, der er ekspert hos TV2 og fremover ikke kommer til at kloge sig på et landshold med storebror i spidsen.

Din søster må eddermame være utilfreds!

- Jamen, det er hun også. Hun har også spurgt, hvor hun skal sende løn-rekvisitionen hen, haha. Det er mega irriterende. Håndbold er så lille en verden, og som vi så tit går og griner af, er det jo én stor fætter-kusinefest.

Hun må nok tage en pause som landsholds-ekspert…

- Ja, og det er jo nok det bedste for hendes skyld, for der ville hurtigt være nogen, der syntes et eller andet. Jeg ved jo, hun er kritisk nok over for mig. Det har hun været hele vores barndom, så hvorfor skulle hun ikke blive ved med det. Men det er skide ærgerligt, og jeg er ked af det på hendes vegne, siger Jesper Jensen.

Trine Jensen i selskab med Jan Pytlick som ekspert til en Golden League-turnering i Norge. Foto: Lars Poulsen
Trine Jensen i selskab med Jan Pytlick som ekspert til en Golden League-turnering i Norge. Foto: Lars Poulsen
 

I klubberne er der også skepsis i forhold til dobbeltjobberiet. Han bliver træner for spillere, der to dage efter en landskamp er modstandere på liga-niveau. Landstræneren får indblik i skader og sager, han kan udnytte i sit andet job.

Du kan rådgive spillere til at skifte til dit klubhold!

- Ja, det kunne jeg sagtens, hvis det var det rigtige. Men jeg sidder også lige nu i Esbjerg og rådgiver spillere til at rejse, selv om jeg godt kan bruge dem. Jeg plejer at sige: Du kan bruge mig som rådgivende ven – eller du kan bruge mig som Esbjerg-træner. Nu kan de så også bruge mig som landstræner. De kasketter kan og skal jeg tage af og på, og det synes jeg selv, jeg er dygtig til.

Der kan vel hurtigt opstå fnidder?

- Jo, men jeg synes selv, jeg har et formidabelt forhold til alle ligatrænere, det bilder jeg mig i hvert fald ind. Det er klart, at de lige skal mærke min integritet først. Den er bare super høj, og den kommer jeg aldrig til at gå på kompromis med, det ved jeg.

Mistanken vil altid være der!

- Ja, og den skal de også have lov til at have. I hvert fald i starten.

Du kan jo vælge at tæve Odense-spillerne fuldstændig igennem i to landskampe – og så møder du Odense som klubtræner to dage senere…

- Ja, men så tror jeg ikke, jeg længere vil have særligt mange ambassadører til at tale godt for mig rundt omkring. Jeg tror, at en af grundene til, jeg har fået jobbet, er, at de spillere, jeg sender til landsholdet, er gode ambassadører for mig.

- Da Sandra Toft rejste til Brest, havde vi en lang snak om fordele og ulemper, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg gerne havde beholdt hende i Esbjerg – og jeg talte også min sag. Men jeg sagde også til hende, at hun skulle være glad og tage afsted, hvis det var det, hun havde brug for. Der skiftede jeg Esbjerg-træneren ud og tog rådgiverkasketten på.

Du kan jo risikere at ramme Esbjerg, fordi du netop ikke vil beskyldes for det modsatte?

- Ja, og det har jeg også sagt til klubben. Det er nok allerhøjst dem, der bliver snydt lidt, for jeg kommer helt sikkert aldrig til at oversælge klubben over for landsholdsspillere. Men det skal mine trænerkolleger og klublederne jo nok opleve først, før de tror det.

Sportchef Morten Henriksen til højre måtte æde et par kameler for at kunne sige skål og velkommen til Jesper Jensen som ny landstræner. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Jan Jensen - 2. mar. 2020 - kl. 13:17 Det rigtige valg

Jesper Jensen bliver Klavs Bruun Jørgensens efterfølger som landstræner for håndboldkvinderne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Håndbold - 2. mar. 2020 - kl. 12:32 Jesper Jensen bliver ny landstræner for håndboldkvinderne

Se også: Danmark skal være VM-værter

30 kommentarer
Vis kommentarer