Dansk Håndbold Forbund har fundet sin nye landstræner for kvindelandsholdet.
Forbundet har indkaldt til pressemøde på tirsdag i Idrættens Hus i Brøndby. Her vil DHF præsentere det nye trænerteam.
- På pressemødet vil Dansk Håndbold Forbund præsentere det nye trænerteam for kvindelandsholdet, og der vil naturligvis være mulighed for efterfølgende interviews, lyder det i indkaldelsen.
DHF oplyser også, at DHF's generalsekretær Morten Stig Christensen, sportschef Ulrik Wilbek og den nuværende landstræner for kvindelandsholdet Heine Eriksen vil repræsentere forbundet på pressemødet.
Favorit som Pytlick-afløser: Sådan vil han ændre damehåndbold
Den nuværende herretræner hos Team Tvis Holstebro, Klavs Bruun Jørgensen, er i flere medier blevet nævnt som den varmeste kandidat til jobbet, og flere medier har rapporteret, at klubben og DHF var i samtale om at købe Klavs Bruun fri af kontrakten.
Klavs Bruun Jørgensens nuværende kontrakt med ligaklubben udløber i sommeren 2016.
Den kommende landstræner skal afløse Jan Pytlick, som blev fyret efter EM-slutrunden i december.