Fløjspilleren Casper U. Mortensen er tilbage i den danske trup, når de danske håndboldherrer søndag møder Ungarn i Aarhus.
Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
TSV Hannover-Burgdorf-spilleren, der var med til at vinde OL-guld med Danmark i Rio, afløser Anders Eggert, der med en scoring på et straffekast sikrede Danmark 25-25 i EM-kvalifikationskampen torsdag mod Ungarn i Budapest.
Ifølge landstræner Nikolaj Jacobsen ligger der taktiske årsager bag udskiftningen i truppen, der tæller 16 spillere.
- Ungarerne spillede meget på Anders i torsdags, og derfor satte vi Magnus Landin ind for at dæmme op.
- Hvis Magnus har brug for en kortere eller længere pause under kampen i morgen, har vi vurderet, at Caspers fysik bedre matcher det, Ungarn kommer med, og derfor erstatter han Anders til kampen i morgen, siger Nikolaj Jacobsen.
Anders Eggert måtte melde fra til OL i Rio på grund af en skade, og han meddelte i oktober i fjor, at han ønskede en pause fra landsholdet.
Derfor var Anders Eggert ikke med ved VM i januar, men siden har han besluttet igen at stå til rådighed for det danske håndboldlandshold.