Ondt blod da BSV endelig fik ram på rivalerne

Super spændende afslutning i Silkeborg, da BSV endelig ondulerede Team Tvis Holstebro – i niende forsøg

Jonas Larholm var en af flere spillere, der kom galt afsted i kampen mellem BSV og Team Tvis Holstebro. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Jonas Larholm var en af flere spillere, der kom galt afsted i kampen mellem BSV og Team Tvis Holstebro. (Arkivfoto: Anders Brohus)

SILKEBORG (Ekstra Bladet): Det føg med udvisninger, lidt næseblod og en til tider ualmindelig ond stemning, da BSV og Team Tvis Holstebro tørnede sammen i håndbold—mændenes slutspil.

Jonas Larholm måtte en tur i omklædningsrummet for at få bugt med næseblod, Partrick Wiesmach fik to sjældne minutter for film – og hjemmeholdet måtte i en periode af anden halvleg spille tre mod fem!

Den sjældenhed indtraf, da først Anders Oechsler og senere Søren Tau lod mundvandet sprøjte over Allan Damgaard, som Tvis-spillerne åbenlyst syntes spillede den døende svane.

De næste minutter var rent kaos med Dennis Kirkegaard, Rasmus Jensen, Mads Christiansen og Tvis-spilleren Jonas Larholm sendt til afsoning, der i det midtjyske søhøjland er en advokat- og sponsor-beriget aktivitet, der ledsages af meldingen: Vi ses i retten!

Der var masser af fremragende håndbold blandet i den vilde, vilde stemning i Silkeborg, hvor det langt om længe lykkedes for hjemmeholdet at vinde efter otte nederlag i rap i de interne opgør.

Fuldt fortjent blev det 37-årige Michael V. Knudsen, der til usigelig lettelse for hjemmeholdet hamrede kuglen ind til 26-24 mindre end et halvt minut før tid, og så lettede stemningen i Dyne-Larsens arena temmelig markant.

En anden gammel ræv, snart 40-årige Søren Rasmussen, tog solidt fra i målet specielt før pausen, mens Michael V. Knudsen scorede fem på fem og nok engang demonstrerede, at klasse aldrig fornægter sig.

213 cm lange Nikolaj Markussen scorede syv gange, men var også en dyr herre, når afspillet ikke lige sad i skabet. For Team Tvis Holstebro scorede Patrick Wiesmach og Simon  Birkefeldt hver fem.

Med sejren til BSV har begge mandskaber nu seks point i toppen to runder før slut, og det kan legende let ende med, at begge når semifinalerne. Skjern, der gik i slutspillet med point, må erkende, at toget er ved at være kørt i denne sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere