Overdynger Mikkel med ros: Her har Europas score-konge forbedret sig

Mikkel Hansen er suveræn scorekarl i såvel den franske liga som i Champions League – han er vel næsten vores vigtigste mand, siger træner-legende

Mikkel Hansen har længe haft tur i den i både Frankrig og Europa. (Foto: Aleksander Djorovic/POLFOTO)
Mikkel Hansen har længe haft tur i den i både Frankrig og Europa. (Foto: Aleksander Djorovic/POLFOTO)

KØLN (Ekstra Bladet): Noka Serdarusic er efterhånden blevet 65, men den bosnisk fødte kroat og Kiel-legende kan stadig sit kram – og cheftræneren for Paris Handball ka’ li’ det, han ser, når Mikkel Hansen optræder på Europas fineste tv-gulve.

- Er dette efter Deres vurdering Mikkel Hansens bedste sæson?

- Mikkel har haft mange gode sæsoner! Men jeg kan sige, at siden, jeg i sommer kom til Paris, er han vel næsten vores vigtigste mand. Han er suveræn topscorer i Frankrig, og det er han – naturligvis – også i Champions League. Hos mig får han måske lidt mere spilletid, end han fik tidligere.

Mikkel Hansen har plaffet en bagatel af 219 bolde i boksen i 25 ligakampe med en effektiv scoringsprocent på 72! Det giver 8,76 mål i pr. ligakamp. I Champions League er effektiviteten næsten lige så brutal: Suveræn topscorer med 121 basser i 16 kampe – 7,56 mål pr. opgør!

Læg så lige til, at danske Hansen fra Helsingør også ofte har næstsidste eller tredjesidste lab på kuglen i forbindelse med en hvilken som helst scoring, og man aner konturerne af den 28-årige stjernes bedste sæson.

- Jeg bruger ham jo faktisk også på fuld tid i forsvaret, så han spiller 60 minutter pr. kamp, og den kombination gør ham godt. Derfor spiller han generelt godt, forklarer Noka Serdarusic.

- Har Mikkel forbedret sig defensivt?

- Han spiller i momenter meget bedre, end han før har gjort. Jeg forlanger naturligvis af alle spillere, at de forbedrer sig, og det samme gælder Mikkel. Jeg tror, han kan blive endnu bedre – at han kan blive en af de helt faste og store forsvarsspillere.

- Mikkel har tilstrækkelig aggressivitet, han er bevægelig, og han har ingen angst. Tidligere blev han skiftet ud i forsvaret, men hvorfor det? Han er en god forsvarsspiller, der bl.a. har sin styrke i at være en hurtig igangsætter af kontraer, fordi han har et godt overblik og træffer gode beslutninger. Den del af hans spil vil jeg ikke undvære i Paris, og derfor lader jeg ham spille, siger den tidligere Kiel-træner gennem hele 15 sæsoner.

Noka Serdarusic har i dén grad fået sat skik på PSG Handballs spil og forenet de mange dygtige spillere. I weekendens Final 4 møder PSG Handball lørdag eftermiddag polske Kielce i semifinalen og søndag enten THW Kiel eller Veszprem i finalen – formoder vi.

Samtidig lukker IHF mandag for sin noget forsinkede kåring af Årets Spiller anno 2015, og her er Mikkel Hansen naturligvis i feltet sammen med hele to klubkammerater: Nikola Karabatic og Thierry Omeyer.

- Med verdensklasse-spillere omkring sig kan man vise sig endnu bedre frem, og det gør Mikkel. Vi har et hold af stærke spillere, der alle forstår hinanden godt. Jeg har kun været der et år, og selvfølgelig kan man nå en del på så kort tid, men et år er egentlig for kort tid til rigtigt at forme holdet for alvor, siger Noka Serdarusic.

- Det bliver endnu bedre?

- Det er jeg helt sikker på, siger cheftræneren, der gennem et par år havde en lille jolle liggende i Silkeborg.

- Jeg forsøgte uden større held at fange laks, men det var til gengæld en skøn tid, hvor jeg på en fantastisk måde kunne lade batterierne op, siger og griner.

- Nu bor jeg desværre for langt væk fra det dejlige Danmark – og laksene!

Den største danske fangst har han vist allerede landet – i Paris…

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere