Presset Pytlick i voldsomt pokal-drama

Odense Håndbold havde kampen i fuldstændig kontrol – men slap taget og vandt så alligevel til sidst efter forlænget spilletid

I sidste ende kunne Odenses spillere jubler over en plads i finalen. Foto: HENNING BAGGER/Ritzau Scanpix
I sidste ende kunne Odenses spillere jubler over en plads i finalen. Foto: HENNING BAGGER/Ritzau Scanpix

HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): Det var nerver det hele! Odense Håndbold vandt en dramatisk semifinale over København Håndbold efter forlænget spilletid. 22-22 i ordinær kamp endte i fynsk sejr på 26-25 og adgang til pokalfinalen søndag eftermiddag.

Det er fuldstændig grotesk og en større gåde. Hvordan kan man føre komfortabelt med 18-13 og være i fuldstændig kontrol – for så at smide sejren i en syndflod af fejl, dårlige afslutninger og bolde ud over sidelinjen.

Nå ja… Det er vel præcis derfor, det kan lade sig gøre!

Odense førte 19-16, men scorede så ikke i et helt kvarter. Mie Højlunds udligning til 20-20 fire minutter før tid gav luft til de orange forhåbninger, men det skulle blive en stakket frist. København gik i front 22-20 og turen i finalen så ud til at være asfalteret, men så koksede Mia Rej og Co. også til, og Nycke Groot kunne udligne til 22-22 seks sekunder før tid.

Københavns forsøg mod tomt mål på den sidste afslutning i ordinær tid savnede også kvalitet, fart og højde…

De to kvindskaber måtte altså ud i to gange fem minutters forlænget spilletid, før Jan Pytlick og Co. kunne trække vejret lidt lettere.

Mie Højlund tog ansvar og scorede vigtige mål i slutningen af den ordinære kamp og bragte også i et kamikaze-gennembrud Odense på 23-22 i  forlænget spilletid, hvor Nycke Groot kunne hamre fynboerne i front 24-22 efter de første fem minutter.

Og minsandten om Stine Jørgensen, der bestemt ikke havde en af sine bedste dage på kontoret, kunne stige op og score til 25-22. Hendes tredje scoring – på 11 forsøg! Nycke Groot høstede et straffe og scorede selv fra syv meter til 26-24 med halvandet minut retur.

Mie Højlund blev udvist med 30 sekunder igen, og Mia Rej kunne på straffe reducere til 26-25. Men trods helbanepres og nervøs indianerhåndbold kom København aldrig tættere, og Nycke Groot kunne rutineret trække et frikast og lade tiden løbe af uret til sidst.

Artiklen fortsætter under billedet..

Foto: HENNING BAGGER/Ritzau Scanpix
Foto: HENNING BAGGER/Ritzau Scanpix
 

Pokalskabet er stadig knirkende tomt og hjemsted for nullermænd og bristede drømme. Jan Pytlick er i gang med sin fjerde sæson i spidsen for voldsomt ambitiøse Odense Håndbold, men de orangeblusede er fortsat uden titler.

Tættest på var fynboerne i 2018, men holdet med de mange danske landsholdsspillere tabte DM-guldet til København og et halvt år senere pokalfinalen til Nykøbing Falster.

Nu har de nok engang chancen for at få fyldt noget i skabet, når Odense Håndbold slog søndag eftermiddag møder TTH Holstebro eller Herning-Ikast i finalen.

Det blev en semifinale, der ikke skilte sig voldsomt ud fra landsholdets indsats ved VM i Japan, når det handler om tekniske fejl. Der blev syndet i voldsom grad på begge hold, der dog kan undskylde sig med, at spillerne kun har været samlet til et par træninger i klubregi.

Begge hold er storleverandør til diverse landshold og ikke mindst Holland, der jo som bekendt overraskede og vandt VM-guldet i Kumamoto og omegn.

Føringerne vekslede inden pausen, men Odense slog et hul og gik fra 11-10 på 14-10 ved pausen. Dommerne accepterede den sidste scoring efter at have studeret tv-monitoren, så den må jo være god nok – men det så og lød unægtelig ud som om, Nathalie Hagmans træffer faldt et par brøkdele af et sekund for sent.

Fynboerne øgede til plus fem i anden halvleg, men den føring fik de hurtigt soldet op på talrige fejl og kiksede indspil til Kathrine Heindahl. De aggressive københavnere fik tætnet defensiven og gik fra 13-18 på 19-19 efter 44 minutter, og Jan Pytlick har haft roligere perioder i tilværelsen.

Han var presset, og det er han fortsat. Sponsorerne vil gerne snart se noget sølvtøj blive løftet mod loftet og ind i skabet.

Mogens Palle og Sarah Mahfoud holder sammen. Foto: Claus Bonnerup Boksning - 28. dec. 2019 - kl. 14:53 Palle tager ingen chancer: - Har investeret en helvedes masse penge

Floyd Mayweather kan holde nytår med stil. Her ses han forud for kassekampen i 2017 mod Conor McGregor. Foto: AP Photo/John Locher Anden sport - 28. dec. 2019 - kl. 13:38 Smadrer Ronaldo og Messi: Her er årtiets bedst betalte

Takumi Minamino imponerede, da Salzburg gæstede Liverpool i Champions League-gruppespillet dette efterår. Foto: PAUL ELLIS/RITZAU SCANPIX Sport og Spil Hylder Liverpools transferkup

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere