Asymptomatisk gennem otte dage har Islands keeper Björgvin Páll Gústavsson siddet og holdt sig klar for at komme med i turneringen igen.
Men endnu engang er der rødt lys for Islands nummer 1 - og det kan være holdets sidste kamp ved EM.
Island skal selv bruge en sejr, og så skal Danmark slå Frankrig, men så står de altså også i en velfortjent semifinale, hvis de to kampe flasker sig.
Det er motivationen for Gústavsson, der ellers bobler af raseri.
- Velkommen til et absurd teater i skikkelse af EM 2022, skriver han på Twitter.
Lige nu bliver keeperen ved med at teste positivt, men som det danske landshold lærte med målmand Jannick Green, så kan man slippe fri af isolationen, hvis de såkaldte CT-værdier i testen ligger under 30. Islændingen fortæller dog, at han fik lov at bryde isolationen på sin femte dag, da hans CT-værdi lå på 38,1.
Slutrundens regler skulle være strammere end Ungarns egne, og det forstår Gústavsson sig virkelig ikke på.
- Det islandske forbund kunne hypotetisk lade mig smutte fra turneringen, og så kunne jeg bare komme til hallen som tilskuer og heppe indtil mine lunger røg ud, lyder det fra ham, hvorefter han afviser at ville gennemføre sådan et stunt.
Han vil nemlig gerne spille mere, og han regner med, at Island skal mere ved dette EM.
- Det er virkelig trættende og bizart, eftersom jeg har været helt frisk fra dag et.
Island spiller onsdagens tidlige kamp, mens de må vente helt til om aftenen for at kende deres videre færd. Danmark kan hjælpe dem videre med en sejr over Frankrig, men det kunne godt lugte af, at de danske stjerner bliver sparet.