Mens Danmark i sin VM-kvartfinale tromlede over Ungarn, så blev det helt anderledes dramatisk, da Norge blev ekspederet ud af turneringen mod Spanien.
35-34 lød de spanske sejrscifre på efter en nervepirrende gyser med to gange forlænget spilletid.
Kristian Bjørnsen blev den store, norske skurk i to omgange.
Først da han i ordinær tid valgte at aflevere bolden tilbage i banen med få sekunder igen, hvilket fik dommerne til at fløjte for passivt spil, som Spanien udnyttede til at tvinge kampen i forlænget.
Brændte afgørende skud
Og i den fjerde halvlegs forlænget spilletid brændte Bjørnsen også den chance, som Norge SKULLE score på for at holde trit med spanierne.
Derfor var det også en sønderknust fløjspiller efter opgøret.
- Det er jo tungt. Ekstremt bittert. Det var ikke sådan, man havde set kampen gå. Uheldigvis er der to situationer, hvor jeg er med til at ødelægge det hele. Der er ingen tvivl om, at jeg skulle have gjort noget andet i de situationer. Jeg skulle selvfølgelig være gået på mål i ordinær tid, lød det fra Kristian Bjørnsen på grådens rand til norsk TV2.
Det norske team får nu en opgave med at samle Bjørnsen og resten af spillerne op til de afsluttende placeringskampe, og her kommer landsholdets psykolog Erik Hofseth til at spille en markant rolle.
Må give ham støtte
Det fortæller den norske landstræner, Jonas Wille.
- Vi må tage en snak med Bjørnsen og høre, hvad han har brug for. Vi må tage det derfra og koble de tiltag ind, som måtte være nødvendige. Der er ingen facitliste efter sådan en kamp. Vi må begynde med at tage en snak med Bjørnsen. Vi skal alle give ham en masse støtte, siger Jonas Wille til vg.no.
Mens Danmark fredag møder Spanien i VM-semifinalen, spiller Norge for femtepladsen og en bedre seedning til OL-kvalifikationen i Paris næste år.