EM i herrehåndbold kører for fuld skrue, hvor det danske landshold i aften tørner sammen med Island i den første kamp ved mellemrunden.
Trænerlegenden Jan Pytlick optræder som Ekstra Bladets EM-ekspert ved slutrunden, hvor han under gruppespillet kunne ses på skærmen frisk som en havørn.
Men de seneste par dage har ikke været de bedste for den 54-årige ekspert.
- Jeg har været indlagt i en dags tid, men jeg er kommet hjem. Jeg har haft nogle problemer med maven, men de kan ikke lige 100 procent sige, hvad det er, fortæller Pytlick.
- Jeg skal lige se nogle dage an, og så skal de vurdere på det igen.
- Hvordan er situationen lige nu? Hvordan har du det?
- Jeg har bare nogle smerter, men ellers har jeg det okay.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Pytlick regner med at være tilbage igen inden for de kommende dage, og her vil mellemrunden stadig finde sted.
Både Danmark og Island går ind til runden med to point i bagagen, når de brager sammen klokken 20.45 i Ungarn.
Coronavirus har fat i den islandske spillertrup, hvor fem mand er testet positiv - heriblandt verdensstjernen Aron Pálmarsson.
Han blev testet positiv efter en kviktest, og den 31-årige stjerne misser aftens opgør, hvis også pcr-testen giver et positivt svar.
Hør Ekstra Bladets udsendte sætte ord på coronasituationen ved mellemrunden i videoen nedenunder.