Rasede mod TV2 efter håndbold-drama: Nu forklarer han hvorfor

Lars Krogh Jeppesen var hidsig på TV2 over deres billedvalg, men forstår godt brugen af en hårdt ramt Nordsjælland-træner

Lars Krogh var ikke TV2s største fan i minutterne efter et kæmpe håndbold-drama (Foto: Anders Brohus)
Lars Krogh var ikke TV2s største fan i minutterne efter et kæmpe håndbold-drama (Foto: Anders Brohus)

Et fuldstændig forrykt håndbold-drama udspillede sig i går aftes, da Nordsjælland og Tønder Håndbold var ude i det afgørende opgør om en billet til den bedste danske håndboldrække i næste sæson.

Med få sekunder igen var hjemmeholdet Nordsjælland på vej til overlevelse, da de havde hentet det firemåls-forspring, gæsterne fra Tønder havde med. Men så træf Ian Marko Foghs mandskab en serie af katastrofale beslutninger, der førte til den ultimative katastrofe for sjællænderne, da Tønder scorede på straffekast i sidste øjeblik og sikrede sig billetten.

Se også: Nordsjælland Håndbold rykker ud efter sekund-drama

En totalt frustreret Ian Marko Fog rev sin trøje op i afmagt, og efter kampen var billedet af en grådkvalt træner motivet på TV2s hjemmeside.

Det fik den tidligere håndboldstjerne Lars Krogh Jeppesen op af stolen. På Twitter langede han ud efter TV2s brug af billedet.

TV2s håndboldredaktør Dan Philipsen forsvarede naturligvis brugen af billedet, fordi det netop viste, at sport er følelser. Dagen derpå trækker Lars Krogh da også en anelse i land. Han erkender, at han - som mange andre - var høj på følelser ovenpå det sindssyge drama, der netop havde udspillet sig og forklarer, hvorfor han reagerede, som han gjorde.

- Dybest set er jeg enig i, at håndbold er følelser. Og følelser skal afbildes og vises frem. Men det, der rammer mig, det er, når man ser Ian Marko Fog - der er en god ven og virkelig er indbegrebet af en mand - blive fremstillet som en lille, grædende dreng i close up. Det er to sekunder ud af halvanden times arbejde, og jeg synes godt, man kunne have valgt et anderledes billede, siger Lars Krogh, der dog godt kan forstå brugen af billedet.

- Jeg er med på, hvorfor de bruger billedet og forstår det, det er en del af gamet. Jeg ville nok også have brugt en anden retorik i mit tweet i dag. Min pointe er, at håndbold er så meget følelser, og lige der, da jeg skrev, var jeg selv ramt. Jeg ved, Ian Marko er en rigtig mand, og jeg ved, at han har arbejdet som en hest for det her, og derfor slår det hårdt på mig, når han bliver afbilledet som noget, som ikke er sandt, lyder det fra Lars Krogh Jeppesen.

Det vanvittige drama endte altså med en ligaplads til Tønder, men debatten omkring kampens afslutning raser fortsat på de sociale medier, og den tidligere danske landsholdsspiller håber, at kampen i går bliver anledning til at kigge regelsættet efter. For det er kun få dage siden, hvor den samme regel ikke blev håndhævet i kampen mellem Sønderjyske og Team Tvis Holstebro, hvor Tvis' Patrick Wiesmach driblede baglæns med bolden, men dommernes fløjte forblev tavs.

Se også: Forrykt nedrykningsdrama: Stjernerne fatter det ikke

- Der bliver ikke ændret på afgørelsen i kampen, men der er helt sikkert brug for noget selvransagelse, for vi må bare konstatere, at der er brug for et klarere regelsæt. I hvert fald i forhold til passivt spil. Hvad er lovligt, og hvad er ikke lovligt. Det gør jo ondt på alle, og det gør ondt på dommerne, at sådan et nedrykningsdrama skal afgøres på en dommerkendelse. Derfor skal reglerne være tydelig, sådan så alle folk ved, hvad de har at forholde sig til.

Den sene reducering i går betyder, at Nordsjælland må gå den tunge gang ned i den næstbedste række. En hård skæbne ovenpå et vanvittigt drama.

- Sporten er bare ubarmhjertig. Forskellen fra succes til fiasko er så marginal, for det skiftede jo fra det ene sekund til det andet. Derfor er det klart, at det er barskt for alle involverede. Det har jo kæmpe betydning for alle i klubben. Det er så massivt. Jeg føler med dem, der går ud over deroppe, siger Lars Krogh.

- Og så kan jeg i hvert fald godt slå fast, at Ian Marko Fog ikke har fået mange timers søvn i nat.

43 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere