Russisk stjerne forbløffet over dansk EM-sammenbrud

Anna Vyakhireva havde bestemt ikke regnet med, det skulle blive så let at smadre et dansk landshold

Althea Reinhardt, Lærke Nolsøe, Stine Jørgensen og Mette Tranborg prøver at finde en grimasse, der kan passe. Det er ikke let, når man har tabt med 11 til Rusland. Foto: Lars Poulsen
Althea Reinhardt, Lærke Nolsøe, Stine Jørgensen og Mette Tranborg prøver at finde en grimasse, der kan passe. Det er ikke let, når man har tabt med 11 til Rusland. Foto: Lars Poulsen

NANTES (Ekstra Bladet): Rystende, elendigt, pinligt!

Danmark tabte med 11 (!) til et halvslidt russisk landshold, der også lavede mange fejl – og alligevel førte kampen i 53 minutter og vandt komfortabelt. Danmark er bombet bagud, udstillet og overhalet af de bedste og næstbedste, og dette EM risikerer resultatmæssigt at ramme samme bundniveau som EM i Sverige i 2006.

Da drev Brian Lyngholm holdet til en 11. plads, holdet kiksede kvalifikationen til VM og i mellemtiden blev landstræneren fyret efter kun en slutrunde.

Intet under, at Althea Reinhardt, Lærke Nolsøe, Stine Jørgensen og Mette Tranborg står og ser noget betuttede ud efter 60 minutter som truede dyr i det russiske statscirkus.

Stine Jørgensen forsøger at stoppe Anna Vyakhireva. Det lykkedes vist ikke - den 62 kilo lette russer scorede ni gange på ni forsøg. Foto: Lars Poulsen
Stine Jørgensen forsøger at stoppe Anna Vyakhireva. Det lykkedes vist ikke - den 62 kilo lette russer scorede ni gange på ni forsøg. Foto: Lars Poulsen

De mødte 62 kilo rendyrket ondskab i skikkelse af den klejne Anna Vyakhireva, der godt nok kun måler 168 cm fra storetå til toppen af en snurrig hjerne, og nimåls-skytten (ni forsøg) undrede sig også høfligt:

- Jeg tror, vi ville det mere end danskerne i dag, sagde virtuosen, der med sit hold var i aktion for anden dag i træk.

- Det var en smule hårdt, men jeg tror, det var ekstra motivation for os. Danmark kan spille bedre. Jeg har stor respekt for holdet, men vi var bedre i dag. Jeg havde ikke på forhånd regnet med, der ville være så stor målforskel på holdene, som det blev tilfældet. Vi kæmpede, som var det vores livs sidste kamp, for vi ønskede virkelig at sikre semifinalepladsen i dag, sagde Anna Vyakhireva.

Sagen er den, at Danmark åbnede EM med en heldig sejr (brændt straffe) over Sverige, slog Polen og nu har leveret tre eklatante nederlag i streg. Det er både spille- og ciffermæssigt blevet værre og værre.

Spillerne var da også nedtrykte.

- Jeg synes ikke, der er så meget at sige. Jeg er helt tom. Det var simpelt hen for ringe, og vi gør det svært for os selv i angrebsspillet, altså… Fuck, vi smider mange bolde væk! Det er ikke godt nok, sagde Anne Mette Hansen.

Mie Højlund lader tårerne flyde efter det grusomme nederlag. Foto: Lars Poulsen
Mie Højlund lader tårerne flyde efter det grusomme nederlag. Foto: Lars Poulsen

Kathrine Heindahl:

- Vi har mange kvaliteter på dette hold, og jeg er enig i, at dem får vi ikke vist til fulde. Vi laver alt for mange fejl, og dem skal vi have barberet ned, for på dette niveau bliver de prompte straffet.

- Dur en forklaring om, at I er samlet for lidt?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi er rigtigt dygtige håndboldspillere, og vi bør ikke lave det antal fejl, vi gør.  

- Bliver det svært at hidse sig op til den sidste kamp?

- Nej, det er jo stadig en landskamp, og jeg går ind for at vinde alle kampe. Vi ved ikke, om der kan være noget at spille for, men det handler om ære, og hvis vi bare pisser sådan en kamp væk, så får vi slet ikke noget med herfra – ud over at skilles med en dårlig følelse, siger stregspilleren.

Spørgsmålet er også, om EM ikke viser, at Danmark har spillet sig længere væk fra toppen.

- Det synes jeg ikke, men resultaterne siger det jo. Jeg synes nu ikke, at selve holdet er faldet. Det har bare ikke fungeret i år.

- Fordi i laver flere fejl?

- Det har jeg ikke lige tal på, så det ved jeg ikke. Men jeg ved i hvert fald, at jeg gør!

Sådan vil vi gerne se danskerne juble i aften. Foto: Lars Poulsen Jan Jensen - 10. dec. 2018 - kl. 15:52 Nu er det alvor: Sidste udkald for Klavs Bruun og kompagni

Se også: Det er ikke superfedt at måle 190 cm - når man bliver konfirmeret

Se også: Pinlig røvfuld i skæbnekamp

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere