Rystet og rasende efter VM-besked: Nu er hun tilbage med succes

Hun blev vraget til VM og brokkede sig højlydt – lørdag var Simone Böhme tilbage på landsholdet med succes

Simone Böhme (th) omfavner Freja Cohrt, mens Celine Ludnbye og Nadia Offendal får en krammer i forgrunden. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Simone Böhme (th) omfavner Freja Cohrt, mens Celine Ludnbye og Nadia Offendal får en krammer i forgrunden. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fire flotte scoringer i kontra, fra fløj og på fornemt vip. Simone Böhme er efter otte måneder i kummefryseren tilbage på håndboldlandsholdet, der efter storsejr 35-22 over Schweiz i Roskilde i den første playoff er snublende tæt på at løse de forventede billetter til VM i Japan.

Den venstrehåndede Siofok-wing fik anden halvleg og leverede en pletfri indsats i storsejren. Men at hun overhovedet var til stede på holdkortet var faktisk en større sensation.

Den 27-årige jyde blev i november vraget af Klavs Bruun Jørgensen før EM i Frankrig, og den beslutning forstod hverken hun – eller ret mange andre – ret meget af. Landstræneren valgte at satse på det 19-årige talent Mathilde Hylleberg med den begrundelse, at han ikke kunne måle den vilde forskel på de to, og så kunne han lige så godt tænke på fremtiden.

Den åbenbart ’oldgamle’ Simone Böhme var rystet, skuffet og rasende:

- Da jeg fik det at vide, tænkte jeg, at verden ville gå under. Det har gjort rigtigt ondt og gør det stadig, sagde hun til TV2.

- Hvis hans begrundelse er, at jeg er en ældre spiller, så holder det jo ikke. Jeg har gennemsnitsalderen på landsholdet!

Det lignede et evigt farvel til landsholdet så længe, Klavs Bruun har rorpinden. Men parterne er forsonet, og Simone Böhme har åbenlyst ikke lyst til at pirke mere i surdejen fra november:

- Det er først og fremmest så dejligt at være tilbage på landsholdet og i Danmark – og at starte med en rigtig god sejr. Det er jo en kæmpe ære at spille for Danmark, og jeg elsker hver eneste gang, jeg trækker denne trøje over hovedet. Det er dejligt i sig selv. Og det er dejligt at se pigerne, lederne og trænerne, sagde hun efter kampen i Roskilde til TV2.

Og dramaet fra dengang…

- Det fokuserede jeg måske ikke så meget på. Jeg ved, at hvis jeg spiller godt, så hører jeg til her på landsholdet, og det var egentlig mit fokusområde: At præstere så godt som muligt i hver eneste kamp og træning hjemme i klubben.

Og så snakker vi ikke mere om det!

Klavs Bruun Jørgensen opfordrede i en timeout spillerne til at mose schweizerne midt over. Det lykkedes stort set. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Klavs Bruun Jørgensen opfordrede i en timeout spillerne til at mose schweizerne midt over. Det lykkedes stort set. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
 

Danmark vandt komfortabelt anført af en forrygende Anne Mette Hansen, der plaffede seks på syv ind før pausen og otte i alt, inden hun blev sendt på afspadsering. Danmark var bagud 2-0, men gik fra 5-4 på 18-10 ved pausen mod de purunge schweizere, der bortset fra et par stærke skytter ikke havde meget, der kunne få folk i Roskilde op at jodle.

Sandra Toft med blåt øje og en mindre syning i ansigtet oven på Team Esbjergs-guldfest fik ikke fat i meget og blev plukket ud af målet efter 10 minutter. Danmark brændte – igen – tre af seks straffekast, men ellers er der ikke meget at brokke sig over.

Danmark spiller grundlovs-valgdag returkamp i Winterthur, inden destinationen hedder Kumamoto i Japan fra 30. november til midt i december.

Se også: GOG-amok: Tilbage på toppen efter 11 år!

Se også: Store øretæver gjorde ondt: Klavs Bruun overvejede stop

Se også: Stjerneskifte: Snupper Mulles ekskæreste

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere