'Scarface' afslører 35 grader varm hemmelighed bag VM-succes

14 dages intenst samvær på Guadeloupe i sommer bærer frugt nu, hvor spillerne begynder at blive trætte, forklarer kaptajn Møllgaard

Jan, Jan & Anders fra toppen af Hotel Eyde i Herning - Video: Jens Dresling

HERNING (Ekstra Bladet): Næsten fire timer på banen i syv kampe. Det er så tæt på fuld tid, man kan komme som forsvarsspiller, når man også lige har skullet afsone fem udvisninger og samtidig fået tidligt fri i et par af de indledende lette kampe.

Kontrasten er voldsom i forhold til sidste januars ensomme løbeture i bakkerne omkring Sveti Martin na Muri, hvor Henrik Møllgaard måtte svede frustrationerne ud – for inde på banen fik han ikke meget spilletid. 55 minutter i otte EM-kampe.

Den stoute vestjyde er forvandlet fra reserve til stabil styrmand i et forsvar, der både har sagt god dag, farvel og god dag igen til brødrene Toft på skift, og kaptajn Møllgaard har fået dirigentstokken og skal indføre Simon Hald og Anders Zachariassen i defensivens større og mindre mysterier.

Han topper Ekstra Bladets karakterskala efter syv kampe med et snit på 4,86, og humøret er så højt, at manden fra Gredstedbro efter Egypten-slagsmålet erklærede, at han håber at slæbe et ar med sig hjem som souvenir.

Hvordan går det, Scarface?

- Det går meget stille og roligt. Der er ikke sket så meget, men jeg er selvfølgelig hævet en lille smule. Det har vist fundet sit leje, men jeg kan da håbe, der kommer lidt farve.

Og en svensk albue…

- Det kan man da håbe på.

Henrik Møllgaard må lunte ud til behandling under kampen mod Egypten. Foto: Jens Dresling
Henrik Møllgaard må lunte ud til behandling under kampen mod Egypten. Foto: Jens Dresling

Dit EM sidste år og VM i år ligner bestemt ikke hinanden…

- Nej, det gør de ikke, men i udgangspunktet har intet ændret sig. Det er stadig holdet, der er stjernen, og det sagde og mente jeg også i Kroatien. Det er stadig det samme, og alligevel har alt ændret sig i og med, jeg står som den gennemgående figur i forsvaret.

Det må være en kæmpe tilfredsstillelse?

- Øh, jamen selvfølgelig er det da sjovere at få en masse minutter. Men på et landshold med rigtigt meget kvalificeret arbejdskraft er ens rolle ikke altid den, man håber på – eller er vant til.

- Lige nu er det min opgave at bringe ro ind i det og også at være den, der kommer med taktisk input, fordi jeg helt naturligt er mere i kontakt med trænerne, når holdet er i angreb, siger Henrik Møllgaard.

Er der dømt hævnens time og revanchelyst efter nederlaget sidste år i semifinalen?

- Narj, det ved jeg nu ikke. Det er der i hvert fald ikke for mit vedkommende. Det var på mange måder en underlig kamp, fordi vi mødte et andet hold end det, vi troede, vi skulle spille mod. Svenskerne troede jo også, vi ville løbe med det i overtiden.

Henrik Møllgaard og Jannick Green jubler efter sejren over Ungarn. Foto: Jens Dresling
Henrik Møllgaard og Jannick Green jubler efter sejren over Ungarn. Foto: Jens Dresling

Men I er vel også et andet landshold i dag?

- Vi er bestemt vokset som landshold og som gruppe. Vi havde 14 fine dage i sommerferien, hvor det ikke kun drejede sig om håndbold men også om at skabe relationer på kryds og tværs i nogle omgivelser, vi ikke er vant til.

Guadeloupe betaler sig nu?

- Ja, det gør det. Ikke fordi vi ikke var ambitiøse, men så meget fyldte to kampe heller ikke, og der er også grænser for, hvad man får ud af to timers træning i 35 grader og med en luftfugtighed på 95.

- Men der var rigtigt mange andre ting, der kom i spil, og det er noget af det, vi skal trække på nu, da vi begynder at blive trætte, men samtidig også kan se enden på det, siger Henrik Møllgaard.

Se også: Nikolaj om kroatisk kollega: Han var nok frustreret

Se også: VM-stjerne efter kæmpe chok: - Selvfølgelig gør det en forskel

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere