HOLSTEBRO (Ekstra Bladet): Det stod ikke lige i manuskriptet, at en 37-årige islandsk stregkæmpe skulle stå med den afgørende kugle i næven – midt på banen. Men sådan endte det, og da Vignir Svarvarsson med cool elegance sendte bolden i kassen, eksploderede TTH Holstebro-klanen i et jubelbrøl af dimensioner.
Tilsvarende sank Jacob Holm og hans medsammensvorne Ribe-Esbjerg-spillere sammen i afmagt og forståelig ærgrelse. Netop timåls-skytten Holm havde syv sekunder før tid med lodder, trisser og lidt stolpe bragt ripenserne på 25-25 i en semifinale, hvor de var konstant bagud i næsten 60 minutter.
Men der var altså lige akkurat tid nok til at føre bolden til midten, så Vignir Svarvarsson kunne sende kuglen ind til 26-25 forbi en forgæves sprællende Tim Winkler, der kom blæsende fra bænken.
Når du at tænke?
- Nej. Jeg fik bolden og tænkte først og fremmest på at have én fod på linjen, og så… Ja, så skyder jeg. Det er det, lyder den enkle forklaring, når man spørger Vignir Svarvarsson.
Det skud træner du selvfølgelig hver eneste dag…
- Måske ikke hver dag, haha, men jeg har øvet mig i det.
Hvor sjovt var det at se bolden gå i nettet?
- Det er svært at beskrive. Ja… Jeg når lige at få bolden og skyder, og så kommer hele holdet og springer på mig, så det var en dejlig følelse. Jeg kunne ikke selv se uret, som var lige over mit hoved, men jeg kunne jo se på holdkammeraterne, at de var glade.
I skal møde GOG i finalen, hvad bliver det for en kamp?
- Jeg tænker, vi kigger lidt på GOG’s kamp i aften, og så laver vi en game-plan for i morgen. De spiller hurtigt, og begge hold løber en masse kontra, så det bliver en spændende kamp.
Hvor I har fordel af hjemmebane…
- Tjaeh, vi er vant til at spille og træne her, så selvfølgelig har det en betydning. Men hvor meget… Det må vi se.
Du ved i hvert fald, hvor målet står!
- Ja, haha. Det kender jeg godt.
Patrick Westerholm var glad for at slippe for omkamp:
- Det var ikke lige ham, jeg i timeouten kaldte frem for at skulle kaste, men den islandske bjørn viser jo, at han er klar til at tage ansvar på sig, siger han grinende.
- Jeg er meget tilfreds med vores attitude og indsats kampen igennem. Vi blev slagtet lidt af deres syv mod seks-spil, hvor de lavede nogle fejl i starten. Dem fik vi ikke udnyttet til vores fordel. Det ville have sat en stopper for det, men nu fik vi ikke straffet det, siger finnen, der forudser en lige så spændende finale.
- Vi spiller jo gode kampe mod GOG, så det bliver en hård fight og en slåskamp ligesom begge semifinaler i dag. Vi glæder os til det, og det er jo en fed arena og hjemmebane, der danner ramme om kampen.
Pokal-vanvid! Scorer i tomt mål i sidste sekund
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.