Selvom Danmark spillede sig videre til VM-semifinalen midt i aftensmaden, så var der rigeligt med seere til dramaet mod Egypten, som er den hidtil mest sete kamp ved VM på dansk tv.
I gennemsnit så 1.733.000 kvartfinalen, men da dramaet var på sit højeste, var der 2.108.000 seere.
Mellem klokken 19.30 og 19.50, da den anden forlængede spilletid og straffekonkurrencen blev afviklet, var der i gennemsnit mere end to millioner seere, oplyser TV2 til Ekstra Bladet på baggrund af seertal fra Kantar.
Det betyder med andre ord, at 79 procent af de danske tv-seere på daværende tidspunkt valgte at tune ind på håndboldkampen, som desuden var den mest sete live-udsendelse på streamingtjenesten TV2 Play nogensinde.
Inden kvartfinalen var gruppekampen mod Kroatien den mest sete kamp ved slutrunden med 1.669.000 tilskuere, men den kamp blev også spillet på det mere favorable tv-tidspunkt klokken 20.30 - og vist på DR1.
Artiklen fortsætter under billedet..
TV2's sportschef, Frederik Lauesen, ærgrede sig inden kampen over, at Danmark i modsætning til de foregående seks gruppekampe spillede klokken 17.30 og ikke 20.30.
- Der er ingen tvivl om, at vi helst ville have haft, at Danmark skulle spille kl. 20.30, ligesom det har været med Danmarks øvrige kampe i turneringen. Det er et bedre tv-tidspunkt, lød det fra Lauesen til Ekstra Bladet onsdag.
Han anslog samtidig, at det tidligere kamptidspunkt ville betyde en nedgang på 10-15 procent. Men han havde naturligvis heller ikke forudset, at kampen ville gå i både dobbelt forlængelse og straffekonkurrence...
Seer-rekorden står for fald, når semifinalen mod Spanien spilles fredag aften klokken 20.30.
Nikolaj på piller: En helt almindelig onsdag på job
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.