Sensation: Aalborg vinder over Paris

Nordjyderne smadrede Mikkel Hansen og Co i vanvittigt opgør

De gjorde det sgu! Aalborg leverer sensationen ved Rhinen og banker mægtige Paris Saint-Germain ud af Final 4’s semifinale – og sig selv i finalen søndag aften mod enten Nantes eller FC  Barcelona!

Aalborg vandt en vanvittig semifinale med 35-33 over Paris Saint-Germain på en eftermiddag, der trodser enhver beskrivelse.

Puha! Sveden haglede ned  fra samtlige ansigter i en drivhus-dampende væksthus-hed Lanxess Arena, hvor drenge blev til mænd – mange endda til supermænd.

Det blev en vanvittig forestilling også for de ca. 50 aalborgensere, der havde vundet i det helt store lotteri og slap ind i en hal med  blot 500 på bænkeraderne – i en hal med plads til 19.000 tilskuere.

Det blev et drama uden sidestykke.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Aalborg var bagud hele kampe og havde enormt besvær med at få gang i målscoringen, men det var alligevel den smallere danske trup, der sled folkene fra byernes by op.

De var bagud med fem i anden halvleg, men fik kontakt  ved 24-24 på en kombination af Simon Gade-parader og brølende brag fra Sandell, Felix Claar og cowboyen Nikolaj Læseø.

Nikolaj Læsø til 25-24, Henrik Møllgaard drev sin lange krop ud på tre meter og seks fod i vejret med et pløk til 26-25. Buster Juul til 29-28, efter Mikkel Hansen havde udlignet til 28-28 på sit sjette pletskud fra syv meter.

Nikolaj Læsø flækkede den ind til 31-29. PSG reducerede til 31-30 med tre minutter tilbage. Felix Claar bryder igennem og scorer til 32-30, men PSG reducerer sekunder senere til 32-31.

To-et-halvt minut tilbage. Magnus Saugstrup til 33-31 og mindre end to minutter igen… Klokken siger 58:13. Luka Karabatic til 33-32. Aalborg har bolden og et minut og ti sekunder retur. Nikolaj Læsø hamrer den igen ind til 34-32. Sekunder senere 34-33…

40 sekunder tilbage…

Felix Claar skyder på randen af nøl og bliver jordet. Aalborg bevarer bolden. 13 sekunder tilbage. Lukas Sandell banker den ind til 35-33, og Køln går af lave. Paris tager en time-out der mest minder om en indsamling til en bisættelse.

Foto: René Schütze
Foto: René Schütze
 

Første halvleg var sateme mærkelig.

Efter en elendig nordjysk start på en åbenlyst nervøs semifinale-lørdag fik de alligevel pludselig fat, og da sirenen vrælede af for de første 30 minutter stod der såmænd blot 13-15 på tavlen i parisisk favør.

Aalborg-spillerne brændte skud helt forbi mål, Buster Juul startede med at slaske et straffe i foden på Yann Genty, brandvarme Lukas Sandell kunne pludselig ikke ramme en sydsvensk ladeport, Magnus Saugstrup skød helt fri forbi kassen…

Aalborg skulle bruge ni minutter og fire sekunder på at reducere til 1-3! Det lignede i starten noget, der kunne udvikle sig til en massakre, og 30 minutter efter start spredtes en spirende fornemmelse af, at de ’kun’ var bagud med to – og endda havde brændt grusomt i en halvleg, hvor Mikkel Hansen plaffede fire straffekast sikkert ind.

Genopstandne Nikola Karabatic blev mobiliseret, men franskmændene skulle også bruge bulder og brag for at passere først Mikael Aggefors og senere Simon Gade, der sluttede halvlegen af med en akrobatisk redning af den slags, folk med rygproblemer nok bør afholde sig fra. Han nåede kuglen præcist på stregen i en art dobbeltredning.

To stærke forsvar mødtes her i et clash uden en eneste gennemført kontra inden pausen, men syv mod seks blev nok engang den maggiterning, der fik danskernes offensiv i gang, og så viste Felix Claar nok engang stamina og plaffede efter en besværlig start fem ind på fem, mens Henrik Møllgaard lavede tre på tre, og anfører Antonsen var usvigeligt sikker med tre på tre.

Men det hele endte i det, der må være Champions Leagues største sensation nogensinde. Aalborg skal spille om den store pokal i morgen. Vanvid!