Danmark blev endelig matchet på et vist niveau og i hvert fald med masser af fysik, men Qatar måtte også bøje sig i ørkenstøvet og giver fortabt. Danmark vandt med 32-23 efter 17-12 ved pausen.
Dermed kan Danmark spille sig i kvartfinalen med en sejr over Japan på lørdag, og den sidste kamp i mellemrunden mod Kroatien kan ende som et spørgsmål om, hvem Danmark skal møde i VM’s knald-eller-fald afdeling.
Der var øjeblikke af magi, en masse slid, en enorm portion koncentration og vigtigst af alt: To point med til de videre løjer i mellemrunden.
Lad os bare starte med magien! Vi sad jo og ærgrede os over, at Magnus Saugstrup lige havde brændt helt fri – efter en fremragende aktion i forsvaret – så en ’sikker’ dansk føring på seks ved 15-9 var skrumpet til 16-12.
Mathias Gidsel trak et straffekast på randen af pausehorn, og Mikkel Hansen stillede an foran en Qatar-mur, hvor en af brikkerne pludselig kom i tanke om, at han da vist lige var blevet vist ud.
Missil-Mikkel trak blankt og… BANG! 17-12 ved pausen. Det mest kostelige var, ud over Mikkel Hansens brøl og de smørrede grin på den danske bænk, at studere keeperens ansigtsudtryk. Mohamed Abidi lignede en mand, der var på nippet til at tabe fuldskægget.
Vi husker jo OL i Beijing i 2008, hvor Mikkel bankede en vildt afgørende træffer ind mod Rusland. Paris-stjernen stod igen stærkt i billede på en aften, da Niklas Landin endelig fik vredet de store redninger ud af pufærmerne.
Men den helt store stjerne er dog hovedpersonen i den utrolige fortælling om Mathias Gidsel, der bare fortsætter sin forrygende rejse. Fra ranglet kostskoledreng til en placering direkte i verdenseliten.
Ufatteligt. Men også vanvittigt godt for landsholdet med en venstrehåndet 21-årig og uforfærdet yndling, der scorer kasse efter kasse. Men hans blik for spillet er også imponerende, når han i undertal er ved at få én på kassen alligevel lige når at få spillet bolden ud til Magnus Bramming på fløjen – og til scoring.
De rutinerede ørkenræve bed fra sig med voldsom fysik og skarpskytter som kæmpestore Ameen Zakkar og virtuosen, den forhenværende cubaner, Frankis Marzo. Han var en mundfuld for Gidsel i forsvaret, og Nikolaj Jabosen måtte sende Lasse Andersson i aktion efter et lille kvarter af første halvleg.
Danmark gik fra 8-7 via 10-7, 11-9 på 15-9, og anden halvleg var et simpelt spørgsmål om cifre. Qatar mistede troen, kræfterne svandt, og Danmark kunne løbe lette kontraer i skuffen, så føringen blev på lune ti kasser ved 24-14 ti minutter inde i anden halvleg.
Men koncentrationen svandt, og Nikolaj Jacobsen måtte bruge en pæn sjat af en timeout på at give sine soldater en passende skideballe, fordi holdet ’pissede’ tre mål væk – og minsandten om Qatar ikke vekslede 25-15 til 25-19.
Så måtte han på den igen… Men der blev brændt på det skammeligste, og føringen skrumpede til fem, uden at det dog for alvor brændte på.
Men de sidste 20 minutter pyntede ikke.