Sikker dansk sejr over Tyrkiet

Klavs Bruun Jørgensen fik sikker sejr over Tyrkiet i sin debut som landstræner, men modstanden var nu også til at overse

Ann Grete Nørgaard med den attitude, danskerne kunne forlade kampen med. (Foto: Ernst van Norde)
Ann Grete Nørgaard med den attitude, danskerne kunne forlade kampen med. (Foto: Ernst van Norde)

AARHUS (Ekstra Bladet): Line Jørgensen fik Bendtners trøje – nu vil hun egentlig hellere have Aggers!

Det var i juni 2008, landsholdskaptajnen som blot 18-årig mod netop Tyrkiet fik et brag af et gennembrud på landsholdet. Belønningen faldt prompte via massøren Allan Poulsen, der i årtier har været på kilometerbetaling, når det gælder æltning af ømme lægge på såvel fodbold- som kvindelandsholdet i håndbold.

- Bendtner lød som en rebel. Han gik bare ud og sagde, hvad han mente, og jeg var helt ung, kæk og lige kommet med på landsholdet, så jeg spurgte Allan: Hvis vi nu vinder den her kval, kan du så ikke lige skaffe mig Nicklas Bendtners trøje. Og så fandt han sgu en trøje til mig, fortæller Line Jørgensen.

Syv år senere vil den nu 25-årige anfører hellere have en anden klud, hvis Allan Poulsen slæber noget med hjem – eller efterlader det i Portugal, hvor kvinderne spiller igen på søndag.

- En Daniel Agger-trøje ville være helt fint. Jeg synes, han er sej og cool – og så har han bare et sindssygt højt bundniveau, selv når han vender tilbage efter langvarige skader, siger Line Jørgensen.

Normalt er landskampe mod Tyrkiet rent sportsligt ikke oppe i højrisiko-kategorien, men for syv år siden var det nær gået rent galt målt over to EM playoff-kampe. Danmark tabte 24-25 i Ankara og hang tungt i tovene i Aarhus i returen, som dog endte 21-19 i dansk favør.

Så galt gik det heldigvis ikke i aftes for Line Jørgensen og Co. i den første point-kamp med Klavs Bruun Jørgensen som landstræner.

Line Jørgensen blev fuldt fortjent – og for første gang – kåret som Årets Landsholdsspiller inden et opgør, der aldrig for alvor blev en kamp. Jo, masser af omklamren og infights som i en midtengelsk boksekamp mellem to penge-sluggere, for det ny danske forsvar handler om spilstop, spilstop og atter spilstop.

Det lykkedes hæderligt mod tyrkerne, men der skal slibes og files gevaldigt, for når et tyrkisk hold i undertal et par gange kan spille et dansk forsvar mere end tyndt, er der ingen grænser for, hvad en modstander fra den øverste hylde kan lave af ulykker og høste i kategorierne udvisninger og straffekast.

- Der VIL opstå misforståelser, det er der ingen tvivl om, og når modstanderne snyder os, vil de få chancer helt frie ind over stregen, analyserede Line Jørgensen inden kampen – og fik fuldstændig ret!

Tyrkiet dækkede lige så offensivt som Danmark, så det blev i lange perioder en mærkelig kamp med evindelig ærtetrillen fra de bulgarske fløjtenister. Danmark smuttede via 11-8 og 16-10 ved pausen fra gæsterne og i front med ti ved 23-13, så noget drama var de relativt mange tilskuere aldrig i nærheden af. Heldigvis.

Bortset fra, da Betül Yilmaz brutalt ’trak spilleautomat’ og rev Ann Grete Nørgaard ned bagfra. Hun fik fuldt fortjent rødt kort for udåden.

Søndag venter en lignende ’testkamp’ om point i Portugal, derefter møder landsholdet i slutningen af november Ungarn, Angola og Spanien. 5. december bliver det alvor i en udsolgt Boxen i Herning …

0 kommentarer
Vis kommentarer