Odense Håndbold er umulig at slå i denne sæson i kvindernes liga.
Søndag eftermiddag tog fynboerne sin 14. sejr ud af 14 mulige, da Silkeborg-Voel kom på besøg. Det var dog lige ved at blive spændende.
Gæsterne var undervejs i anden halvleg tæt på at komme helt tilbage på omgangshøjde efter Odenses pauseføring på 16-11, men værterne holdt hovederne kolde og fik fuld gevinst med en sejr på 30-27.
Odense har nu 28 point på førstepladsen. Silkeborg-Voel har tabt tre kampe i træk og er på sjettepladsen med 13 point.
Odense var bedst fra kampens begyndelse, men Silkeborg-Voel viste stort mod, og efter knap otte minutter sørgede playmaker Eira Aune for, at gæsterne fik deres første føring i kampen ved stillingen 4-3.
Få minutter senere blev føringen øget til 6-3, da Ann Grete Nørgaard fra venstrefløjen sendte kuglen i netmaskerne.
Men så vågnede Odense op igen, og efter et kvarter scorede Freja Cohrt til fynsk føring på 7-6. Derfra så hjemmeholdet sig ikke tilbage i første halvleg.
Særligt Mie Højlund var godt spillende, og med sine fem mål var hun stærkt medvirkende til, at Odense førte 16-11 ved pausefløjt.
Det fik dog ikke Silkeborg-Voel til at give op - tværtimod. Midtjyderne diskede op med en stærk halvleg og halede ind på hjemmeholdet.
Line Skak, Louise Ellebæk og Annika Jakobsen var vitale med flere scoringer for gæsterne, som halvvejs i anden halvleg havde bragt Odenses forspring ned på to scoringer ved stillingen 23-21.
Efter 51 minutter blev Odenses Malene Aambakk smidt ud, og Silkeborg-Voel fik samtidig mulighed for at mindske føringen til ét sølle mål, men Ann Grete Nørgaard missede straffekastet.
Odense gik op og scorede i undertal, og så var fynboerne i stedet foran med tre. Hjemmeholdet holdt derefter godt fast i føringen og hev sejren i hus.
Tidligere søndag vandt Herning-Ikast hjemme med 27-24 over Aarhus United, mens Nykøbing Falster Håndboldklub søndag aften smadrede Skanderborg med 38-25 på hjemmebane.