Skader ændrer intet: Landstræner afslører dansk EM-målsætning

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har det som mål, at Danmark minimum ender blandt de fire bedste ved den kommende EM-slutrunde i herrehåndbold

Landstræner for det danske landshold, Gudmundur Gudmundsson, har efter et møde lørdag løftet sløret for målsætningen til det kommende EM. (Foto: Lars Poulsen)
Landstræner for det danske landshold, Gudmundur Gudmundsson, har efter et møde lørdag løftet sløret for målsætningen til det kommende EM. (Foto: Lars Poulsen)

Midt i januar byder Polen indenfor til EM i herrehåndbold, og her er Danmark som ved de seneste mange slutrunder med blandt de hold, der forventes at nå langt.

Og den forventning har holdet og træner Gudmundur Gudmundsson også. Den islandske cheftræner melder nu ud, at semifinalen er holdets målsætning for EM-slutrunden.

- Vi havde et holdmøde i aftes (lørdag), og vores målsætning er en plads i semifinalen. Det er den første målsætning, siger landstræneren til TV2 Sport.

Danmark er i pulje med Ungarn, Rusland og Montenegro ved slutrunden, og Gudmundur Gudmundsson er ikke bleg for at påtage sig favoritværdigheden i det selskab.

- Selvfølgelig skal vi præstere ordentligt i puljen og få så mange point med som muligt. EM er en svær slutrunde, der er kun gode hold. Men Ungarn er nok det bedste hold i puljen - hvis vi ikke snakker om Danmark, siger landstræneren.

Se også: Nyt uheld! Ung komet ude af EM-trup

Tidligere på ugen modtog han et afbud stregspilleren René Toft Hansen, som er en vital del af både angreb og forsvar på det danske landshold. Men trods korsbåndsskaden til THW Kiel-profilen har det ikke ændret ved Gudmundssons tro på holdet.

- Målsætningen er ikke ændret på grund af René Tofts fravær. Den situation må vi klare med andre spillere, siger han.

Den skadede stregspiller har ellers gennem en årrække været blandt de faste bastioner i den danske defensiv, ligesom hans offensive kvaliteter ofte har båret landsholdet langt.

I hans fravær kan broderen Henrik Toft formentlig se frem til en større rolle, men når det sker under de omstændigheder, ville Flensburg-Handewitt-spilleren helst have været foruden den situation.

Den yngste af Toft-brødrene er dog godt klar over, at presset på hans skuldre er blevet større grundet de tragiske omstændigheder.

- Det er jo det, folk siger. Min rolle er at komme ind og give mit bidrag til det forsvar, vi nu skal have banket op med de ændringer, der kommer, fordi René ikke er med, siger Henrik Toft.

Foruden René Toft Hansen er KIF Kolding-stortalentet Lasse Andersson også meldt ude i forhold til at blive klar til EM-slutrunden i Polen, som begynder 15. januar.

Se også: Henrik Toft: Jeg tør ikke se billederne

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere