Skadet Lærke Møller melder afbud til landsholdstur

Lærke Møller melder afbud til landsholdets tur til Makedonien, efter hun pådrog sig en skade i en ligakamp

Lærke Møller er en vigtig brik på det danske landshold. Hun bliver svær at undvære, men det er Danmark nødt til, når holdet torsdag rejser til Makedonien. (Foto: Lars Poulsen/Polfoto)
Lærke Møller er en vigtig brik på det danske landshold. Hun bliver svær at undvære, men det er Danmark nødt til, når holdet torsdag rejser til Makedonien. (Foto: Lars Poulsen/Polfoto)

Kvindelandsholdet i håndbold er uden playmakeren Lærke Møller, når holdet torsdag sætter kurs mod Makedonien.

Lærke Møller blev skadet i en ligakamp for Team Tvis Holstebro tirsdag aften og er nødt til at melde afbud, skriver Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

Det ærgrer landstræner, Klavs Bruun Jørgensen.

- Det er sindssygt ærgerligt for Lærke, og det er selvfølgelig også ærgerligt, at vi må undvære hende.

- Til sidste samling, hvor vi havde fokus på 5-1-forsvaret, var hun rigtig stærk, og samtidig er hun også god i angrebsspillet og er meget gennembrudsstærk, siger landstræneren.

Han udtager ikke en erstatning for Lærke Møller.

Se også: Lærke Møller kørt på hospitalet efter knæ-uheld

- Som det ser ud lige nu, har vi kun kampe og ingen træning i Makedonien. Uden træning vil det være alt for svært for en helt ny spiller at skulle gå ind og dække i forsvaret, som jeg gerne vil have det.

- Det er simpelthen ikke rimeligt at kaste en ny spiller direkte i kamp, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Turen til Makedonien fungerer som optakt til vigtige kampe i EM-kvalifikationen.

8. oktober tager Klavs Bruun Jørgensens kvinder imod Tyrkiet i Aarhus, hvorefter den danske delegation drager til den lille by Pinhel for at møde Portugal 11. oktober.

Omfanget af Lærke Møllers skade er endnu ukendt.

 

Se også Anders Eggerts pragtfulde Champions League-scoring, der blev kåret til rundens flotteste.

1 kommentar
Vis kommentarer