Skjern smed sejren væk

Vestjyderne hentede det første Champions League-nederlag i Kiev

Kasper Søndergaard, i midten, kaldte det for dårligt, at Skjern tabte med fem mål i Ukraine (Foto: Lars Poulsen
Kasper Søndergaard, i midten, kaldte det for dårligt, at Skjern tabte med fem mål i Ukraine (Foto: Lars Poulsen

Zaporozhye-Skjern 31-26

Da Skjern først kom foran, valgte vestjyderne efterfølgende at smide sejren væk.

DM-sølvvinderne var på vej til at kopiere Aalborgs præstation fra sidste sæson og vinde over det ukrainske storhold, Zaporozhye, men efter at være kommet foran med 20-19 gik næsten alt galt, så det endte med et fem måls nederlag efter et skidt et sidste kvarter.

Så Skjern må flyve hjem med det første Champions League-nederlag i bagagen.

Nederlaget blev for stort, fordi vestjyderne brændte for meget, deriblandt tre straffekast.

Det var for stort et savn, at anfører Thomas Klitgaard var ude med en skulderskade fra midtugens GOG-kamp, og veteranen  var savnet i forsvaret, hvor især  2,09 m manden Sergei Budka i 1. halvleg og litaueren Aidenas Malasinskas i 2. halvleg voldte problemer.

I den anden ende havde topscorer Lasse Mikkelsen en dårlig dag med bl. a. to brændte straffekast, men da den afhoppede landsholdsback, Kasper Søndergaard heller ikke havde en stor dag i Kiev, blev det til et unødvendigt nederlag.

Nu venter en svær kamp mod HC Midtjylland med et halvt hold af tidligere Skjern-spillere, inden det næste Champions League-opgør mod makedonske Metalurg.

- Det er for dårligt, at vi taber med fem mål, når vi er foran med et mål i 2. halvleg, sagde en skuffet Kasper Søndergaard til DR.

 

 

 

1 kommentar
Vis kommentarer