Skjern vendte tilbage med sejr

Efter 12 års fravær spillede vestjyderne igen Champions League-bold

Lasse Mikkelsen havde med otte scoringer stor andel i, at Skjern returnerede til Champions League med en sejr (Foto: Claus Bonnerup)
Lasse Mikkelsen havde med otte scoringer stor andel i, at Skjern returnerede til Champions League med en sejr (Foto: Claus Bonnerup)

Skjern-Baia Mare 32-28.

Efter 12 års fravær vendte Skjern tilbage til det fine selskab i  Champions League med maner.

Vestjyderne måtte dog slide hårdt for at vinde med 32-28. 

Rumænske Baia Mare med dansk træner, Lars Walther, blev ikke den nemme opgave, som det tydede på ved pausen, hvor vestjyderne kunne trække sig tilbage til omklædningsrummet med en fem måls føring.

Se også: GOG giver Skive nye klø i håndboldligaen

Det betød, at Skjern i 2. halvleg slet ikke kom op i de samme omdrejninger som i de første 30 minutter, så de rumænske mestre nåede op på minus to mål, inden hjemmeholdet fik svaret igen og vandt med fire mål.

Træner Ole Nørgaard fik held med at skifte målmand, da nordmanden Magnus Dahl havde et par afgørende redninger i slutfasen, som blev omsat til mål i den anden ende.

De rumænske mestre, der lige som hjemmeholdet har været lang tid væk fra den europæiske scene,  kom med masser af skudkraft, men  manglede præcision i skudene.

Se også: Eggert stjal billedet fra Danmarks dyreste

Lasse Mikkelsen med otte mål og Rene Rasmussen med syv mål var de store spillere hos vestjyderne, der modsat KIF Kolding København er havnet i den 'nye' 2. division i Champions League-regi, hvor de attraktive modstandere umiddelbart synes langt væk.

Baia Mare var ikke Magdeburg, som var Skjerns seneste modstander i Champions League i 2003, selv om rumænerne med flere tidligere ungarske landsholdsspillere forsøgte at spille deres chance. 

Det var ikke til at se på de rumænske spillere, at de ikke har fået løn siden maj.

Se også: Team Esbjerg vil revanchere CL-skuffelse mod Viborg

Skjern, der i sidste sæson nåede til den 'lille' EHF Cups Final 4, skal i næste runde til Norge til Elverum, der overraskede i den første kamp ved at vinde i Schweiz over kadetten Schaffhausen. I den tredje kamp i gruppen vandt ukrainske Zaporozhye sikkert hjemme over makedonske Metalurg.

0 kommentarer
Vis kommentarer